IMG_20160731_200148

Dem her, ikke? Dem har jeg ikke savnet de seneste 3 uger! Selv efter en sommerferie, er det som om, min hjerne skrumper ind, hver gang jeg står og kigger ind i køleskabet og skal finde på, hvad poderne skal spise, som både er sundt og mættende og ikke skriger til himlen i ren og skær uopfindsomhed og en snært af pædagog-pleasing.
Og det bliver så ikke bedre af, at eftermiddagsmadsordningen i vuggestuen er nedlagt pr. dags dato, og jeg derfor skal smøre 4 madpakker til de to banditter…

Det så skidt ud i morges, da jeg stod ud af sengen. 1 times manglende søvn på grund af en lille stor pige med mareridt, hvilket endte med, at jeg sov på universets mest latterlige skummadras på hendes værelse. Mind mig lige om, at de snart skal ende på de evige jagtmarker på den lokale genbrugsstation.

IMG_20160731_222334

Hele min krop skreg, at det var naturstridigt, at jeg skulle op kl. 5.20. Benene var tunge, øjnene nægtede at åbnes og spejlbilledet råbte grimme ting efter mig. Børnene havde selvfølgelig – trods alle intentioner og krumspring – nægtet at falde tidligere i søvn, og havde derfor langt fra sovet nok, da de skulle ud af fjerene. Gråd over havregrynene, gummistøvler der blev kastet i raseri gennem entréen og mangel på enhver form for vilje til selvstændighed. Happy happy, joy joy!

I bilen prøvede jeg at pep-talke dem til alt det positive ved at skulle tilbage i institutionen. Hvilke venner min der var tilbage? Al den leg der ventede. Mon den grønne bil og den hvide cykel ventede på dem? (læs: yndlings), hvilke pædagoger ville være der til at tage imod dem? Måske det ikke lød 100% hjertefølt, for det virkede ikke rigtig. Så snart de opdagede, at jeg mente det med at skulle på job seriøst, stak de begge i et hyl og klyngede sig til mine ben. “Nej, du må ikke gå – dig blive her”, skreg den lille. “Jeg vil ikke have, at du går, mor”, sagde den ældste stille. “Neeeej, mig ikke være her – mig bare hjem og se McQueen-film (læs: Cars), græd den lille. Jeg var umådeligt fristet til at tage ham på ordet; pakke begge mine kyllinger under vingen og flygte. Væk, væk, væk fra hverdagen.

Den gik ikke. Jeg var total voksen-kedelig og gentog, at jeg blev nøøødt til at komme på job, og at det jo var mig, som hentede dem igen (læs: 7,5 timer senere). Øv bøv! Det må virkelig være den tungeste mandag i hele året. Der, hvor man synes, man lægger den sjove/søde/overskudagtige mor på is og finder den dumme og kedelige mor frem.

På jobbet ventede 80+ mails og 150 events, som var blevet ændret ved en systemfejl og manuelt skulle rulles tilbage. Velkommen tilbage, du gamle! Der er stadig en hel stribe ulæste mails efter 7 timers arbejdsdag, men det må de så være. De løber nok ingen steder. Og hvis de gør, løber jeg ikke efter dem.

Tilbage i institutionen kl. 15 virkede ungerne som om, det var en hver anden børnehavedag. Som om morgenens modstand var forsvundet som dug for solen. Heldigvis og desværre på én og samme tid. Alt var ved det gamle.

Nu er vi ligesom i gang. Årskalenderen er vendt til med den sidste halvdel af året fremad. Jeg håber, at sidste halvdel af året bliver godt – at det byder på kaffe og taler sødt til mig. At ældstepigen må få de bedste sidste halvår i børnehaven, inden SFO og skole venter (GISP!). At lillemanden må få den bedste børnehavestart lige om lidt (GISP!). At hans hjerte må trives og at de begge må vokse og gro, være tilfredse og spise mig ud af huset. Så skal det nok gå alt sammen alligevel.

Reklamer