Jeg har oplevet et varieret udvalg af forskellige svigermødre igennem mit dating og kæresteliv. Alt fra hende, som stod klar med friskbagte boller, når jeg havde bo….øh, boet, hos sønnike natten over, til hende som krævede betaling for at jeg tog et bad i deres hus, til hende som tog mig ind som sin egen datter. Heldigvis holdt jeg fast i ham, som var født af sidstnævnte.

Jeg er ret heldig på svigerfamilie-fronten. Der er ikke ret meget svigermonster over hverken svigermor eller -far – faktisk kan jeg nogle gange få helt røde ører og ikke helt finde ud af, hvilket ben jeg skal stå på over deres venlighed imod mig. Bevares – vi er langt fra enige om alt, og vi skulle også føle hinanden på tænderne, inden vi nåede hertil, hvor vi er nu. Der har ganske givet været gensidig hovedrysten hos dem, som der har været hos mig. Men kun i kort tid. Heldigvis.

Når man har det så godt med sin svigerfamilie og bor under 1 km fra hinanden, så er det nogle andre spørgsmål – eller måske de egentlig er ret gængse – som skal besvares. For eksempel, hvor grænserne går for hinandens hjem. Er det ok at låse sig ind om dagen, fordi man har en nøgle og bare lige vil reparere noget, imens søn og svigerdatter er på job? Kan man komme uanmeldt forbi? Og hvor tit kan man tillade sig at spørge om børnepasning, når man bor tæt på hinanden?

Jeg har det mega-svært med at komme hjem og kunne fornemme, at der har været en i mit hus, imens jeg var væk og uvidende om det. Det går over mine grænser, også selv om jeg bagefter føler mig dybt utaknemmelig, fordi grunden til besøget f.eks. var at isolere færdig i kælderen eller at tage ukrudtet på terrassen. Altså for at hjælpe. Her har jeg haft én af mine største udfordringer: At sige fra, selv om jeg var taknemmelig for hjælpen. Mit hjem er min base, og selv om jeg hælder tanker om stort og småt ud her på bloggen, er jeg er ret privat menneske. Man kan let komme til at gå mig for nær, hvis man invaderer det hellige rum, som mit hjem er. Mine svigerforældre er altid velkomne hos mig – hvis jeg ved, at de kommer. Det gælder også stort set alle andre.

Jeg har kendt mine svigerforældre i 10 år nu, og når de er på ferie, er det mig, som tømmer postkassen, vander blomsterne og løber forbi på løbeturen for lige at ændre lidt på lyset og gardinerne. Men selv efter 10 år, kan jeg godt føle mig lidt som et fremmedelement i deres hjem. Især hvis de ikke er hjemme. Som om, jeg går ind på et territorium, som ikke er mit. Jeg har heller ikke formået at tale 100% frit i min svigerfamilies nærvær. Af en eller anden grund holder jeg mere på formerne og holder mine mere kritiske tanker tilbage. Modererer dem i bedste fald. 10 år og 1 km imellem os er nok til, at jeg føler mig helt accepteret, men alligevel ikke helt mig selv. Jeg er på én eller anden måde stadig som en hund i et spil kegler. Mon de har det på samme måde i mit hjem? Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg skal gøre, når de har passet mine syge børn for Gud ved hvilken gang. Hvis jeg køber en buket blomster, så får jeg ofte formaninger om, at sådan noget skal jeg ikke gøre, men jeg vil heller ikke bare virke ligeglad og tage for givet, at de stiller op.

Uden min svigerforældre, så vores familieliv helt anderledes ud – både i forhold til støtte, hjælp og barns sygedage. De tager over og selv om jeg ikke kan lide at sige det højt, så sætter de også sig selv til side indimellem for at hjælpe os. Det kan min arbejdsgiver i øvrigt også være taknemmelig for… Jeg er rørt over at være så integreret en del af deres liv – nogle gange endda mere end deres egen søn – og jeg vil gå rigtig, rigtig langt for at bevare det gode forhold. Især fordi min egen familie synes at gå mere og mere i stykker. De er de eneste, jeg kan gå til. Jeg føler en enorm taknemmelighed over deres støtte, og håber meget, at de også siger til, hvis jeg kan gøre noget for dem. De er en del ældre end mine egne forældre er/var, så den tid, hvor fortegnene ændres skal nok komme, tænker jeg.

Det er en sjov størrelse, sådan en svigerfamilie. Man er i familie med dem og alligevel fra et helt andet sted. Man deler liv men ikke forhistorie og udgangspunkt. Mine svigerforældre ved en del om mig – mere end min egen familie gør – og alligevel er det ikke alt, jeg fortæller dem. Jeg har vel sagtens det forhold til dem, som jeg ideelt set ønsker at have til min egen familie.

Så jeg beholdt ham med de søde, accepterende, støttende forældre. Ok, det var ham, jeg havde forelsket mig i, og så var resten af pakken en sidegevinst. Jeg læner mig op af det ophav, han kommer fra og suger deres tryghed, tilfredshed og evne til at forsones i stedet for at grave skyttegrave af skyld og stridigheder til mig, så meget jeg kan. (Sviger)-familieliv er ikke for givet – tro mig – men jeg er landet et ret godt sted, synes jeg.

Reklamer