I denne uge endte en mere end 12 år lang rejse med en lille grå ven. Fredag sagde vi farvel til Gammelmissen, som har fulgt mig fra de fattige studieår til familielivets hektiske tid.

Vi kom ind i hinandens liv, hun og jeg, da vi begge havde mest brug for det. Jeg havde mistet min far og hun havde oplevet, at mennesket ikke altid er dyrets bedste ven. Med sorg i sindet og ar på sjælen, fandt vi hinanden på det lokale katte-hjem. Det havde aldrig ligget i kortene, at jeg skulle være katteejer. Var big-time hundemenneske, men en lille grå, forhutlet pelskugle på 3-4 år ændrede det billede 110%. Kærligheden var ikke ved første blik for hendes vedkommende, men den voksede, og vi endte med ikke at kunne undvære hinanden. Jeg mangler hende i hvert fald ret meget lige nu. Det er så tomt, hvor hun plejede at ligge, og jeg lytter stadig efter små pote-trip på køkkengulvet. Men det er slut nu.

Hun brugte i den grad sine 9 liv, lige indtil hendes helbred bød hende ikke at leve værdigt længere. Her var det min opgave at stille mig selv et vigtigt spørgsmål: Er det for min eller hendes skyld, at hun skal leve længere? Antibiotika kunne ganske givet have købt hende et sted mellem uger og en måneds længere liv. Men det ville i det tilfælde klart kun have været for min skyld.

Vi vidste godt, at hun ikke havde så langt igen, og vi havde derfor så småt forberedt Ældste E på, at katten ikke ville leve så længe endnu. Det affødte selvfølgelig en masse spørgsmål, som vi prøvede at besvare efter bedste evne: Hvorfor afliver man en kat, hvis den ikke dør selv? Hvordan kan man vide, at katten er syg, når den ikke kan sige det? Hvor kommer katte hen, når de er aflivet? Bliver der så bare sort? Kan de stadig se os? Og hvornår skal vi så have en ny killing?

Torsdag aften stod det helt klart for os, at tiden var kommet, og vi fortalte hende ikke, hvad fredagen skulle byde på. Ikke før det var sket. Farmor passede ungerne, imens vi tog en tårevæddet afsted med husets absolutte senior. Det var grumt, selv om det gik stærkt. Mellem tårerne på vej hjem, granskede jeg min hjerne for at finde ud af, hvordan vi bedst fortalte hende om kattens død.

Vi valgte at sætte transportkassen i haven og at tage hende forsigtigt med ud og fortælle, at Gammelmissen ikke var mere. Hun blev stille, og vi spurgte, om hun ville sige farvel til katten. Det ville hun gerne. Se, men ikke røre. Da vi fortalte hende, at vi ville begrave katten i haven, gik hun i praksis-mode. Imens far gravede det 1 meter dybe hul, malede hun en gravsten. Lillebror fik ikke noget af vide – han ville ikke helt forstå. Han ville få beskeden senere, når katten var begravet.

Vi plukkede blomster i haven, som kom ned i graven, og hun var med, da jorden blev lagt på. Hun pyntede selv graven med sten og blomster og gik ind, som om intet var hændt. Først en time senere græd hun. Siden har hun virket som om, hverdagen er som altid. Det er godt. Dog tror jeg, det hele ligger i kø til at blive bearbejdet, og at spørgsmålene rejser sig senere. Ellers skulle jeg kende hende dårligt.

I situationer som disse, bliver jeg mindet ekstra om, at jeg er forælder. Jeg savner min gamle pelsede soul-mate, og skal alligevel være både velovervejet og sårbar som forælder. Vise, at jeg savner og samtidig give døden en så stor dosis naturlighed, at hun ikke bliver bange eller unødigt ked af det. Selv om jeg ikke har den fjerneste ide om den “rigtige” opskrift, så må vi have gjort et eller andet rigtigt, givet hendes måde at reagere på. Som så mange gange før, er jeg overrasket over hendes evne til at forholde sig til det, som kan være svært at forstå. Man siger, at forældre lærer deres børn om livet, men jeg vil sige, at hun også lærer en ting eller to fra sig, som viser mig, hvordan jeg gerne vil være.

20160713_192939

Reklamer