Det er længe siden, jeg har fortalt om, hvordan det går med tankerne om fremtiden. Jeg tænker på fremtiden hver dag, men jeg løftede sløret for, at fremtiden gerne måtte indeholde større og mindre forandringer, hvis det står til mig. Nu hvor der kun er 1,5 måned tilbage af min tid på deltid, så kan jeg mærke en langsom desperation. Det føles som om en del af friheden nu langsomt glider ud som sand imellem mine fingre, uden at jeg har mulighed for at holde fast i det. Det, som jeg virkelig, virkelig har været glad for. Min chef er desværre ikke villig til at forhandle muligheden for forlængelse eller permanentgørelse, og det bærer bare ekstra brænde til det bål, som brænder for forandring. Min krop skriger på at finde en løsning på alle de tanker, som drøner rundt i hovedet på mig.

En jobmæssig forandring ville være kærkommen, men den slags hænger ikke på træerne eller også kigger jeg bare ikke det rigtige sted. En ægteskabelig ændring er ikke på ønskelisten og flere børn er også 100% udelukket. Det efterlader mig med at bygge til og få nyt tag på hytten eller at smide håndklædet i ringen og slå mig ned med noget helt andet, som efterlader mig med muligheden for at sætte tempoet ned.

Det med udbygningen af huset har længe været på tale, og vi kan næsten se for os, hvor flot og stort, det vil blive. Men nu hvor drømme langsomt bliver til streger på papir og muligheder for løsninger, som lægger nuller til det beløb, som skal betales ved kasse 1, når projektet er færdigt, så kan jeg ikke undertrykke følelsen af, om det er det rigtige at gøre? At bygge til og lægge et beløb på den anden side af en halv million oven i restgælden på det nuværende realkreditlån er ærligt talt pisse skræmmende. Vil jeg det? Vil jeg det nok? Er det vigtigt nok? Ønsker jeg plads i hjemmet eller i sindet? Det er det spørgsmål, som jeg ikke kan slutte fred med. Hvis det er vigtigt nok, så vinker jeg for alvor farvel til drømmen om at sætte tempoet på hamsterhjulet ned, eller måske endda stå af det.

Jeg er ikke færdig med drømmen om et liv med mindre job og mere tid sammen med de mennesker, som virkelig betyder noget. Slet ikke efter jeg for nylig læste dette interview med Poul Joachim Stender. Det satte på mange måder ord på nogle af de tanker, jeg har omkring livet, efter børn, stress-diagnose og halvvejs gennem 30’erne. Lige præcis nu er jeg 15 år fra den alder, hvor min far døde, fordi han ikke havde sat sig selv og sit velbefindende højt nok, men ladet livsstil og job få magten. Der er alt for meget jeg gerne vil i livet til at det kan nås på kun 15 år.

Jeg vil helst ikke tro at jeg lever livet og ende med at fortryde, at jeg ikke levede det, som jeg drømte om. For mig er det ikke sikkert, at 35 ekstra kvadratmeter og et nyt tag er lig med tryghed. Måske er tryghed snarere at give tiden til de to små mennesker, jeg har sat i verden og lære dem om nærhed frem for at give dem værdien af mursten i arv, når jeg engang stiller træskoene. Jeg har i mange år været en mønsterelev – i skolen, på studiet, i privatlivet – you name it. Jeg har skejet ud, men aldrig været så langt ud i tovene, at jeg ikke kunne finde fodfæste og se den vej, der er belagt med bør og skal. Jeg har altid levet efter at betale mine ting og passe mit arbejde. Har altid været den søde datter/kone/svigerdatter, selv om min familie er lykkeligt uvidende om større eller mindre udfoldelser.

De sidste 3 år har bare lært mig, at lige gyldigt hvor sød eller retskaffen man er, så er der ingen garanti for, at livet og skæbnen ikke kaster lort i hovedet på én. Siden min anden graviditet, har jeg stået i lort til halsen, og her har det mere end nogensinde været vigtigt at holde hovedet højt. Vi er kommet igennem det, men som den gode Hr. Stender så smukt siger det i artiklen ovenfor, så går vi “i stykker og skal sættes sammen igen, og hvor vi ikke bliver stærkere af det, som mange siger, vi bliver bare sammensat på en anden måde. Og så lever vi videre med den smerte som en del af vores tilværelse”. Jeg er en ny version af den, jeg var, jeg lever med de minder, som gør ondt, og derfor tror jeg også, at trangen til at finde noget, som giver mening frem for noget, som giver en større indtægt.

Jeg er normalt slet ikke så vægelsindet. Jeg er mere en af de der irriterende typer, som træffer beslutninger, som jeg kan forholde mig til; lægger en plan og kommer videre. Og det er måske endda dér skoen trykker. Det vedrører noget, som er så vigtigt og som sætter en kurs for fremtiden, og beder mig om at vælge imellem sikkerhedsline eller det frie fald. Det er mega-spændende og samtidig noget så angstprovokerende. På den ene side er jeg ikke bange for at sige stop og gøre noget andet end normen. På den anden side er jeg så vant til at følge normen og har mærket fordelene ved at have en fast månedsløn på kontoen hver den sidste bankdag i måneden. Havde jeg ikke haft børn, havde valget sikkert ikke været så svært. For jeg vil gerne sikre deres fremtid økonomisk og give dem muligheder, men jeg vil også gerne give dem noget af det, som penge ikke altid kan købe: Tid og nærvær. Man blive sgu underlig af at blive forælder.

Jeg tror ikke, at der findes rigtige eller forkerte valg i det her. Det handler om at gøre det – springe ud i det og prioritere. Heldigvis synes min mand ikke, at jeg er komplet vanvittig over at have det sådan her. Han trænger også til forandring. Han trænger også til at føle, at han lever, frem for at arbejde for at tro, at han lever. Giver det mening? Det giver mening for os, men det kræver tid og at vi ser hinanden (og måske også bankrådgiveren) rigtig dybt i øjnene.

Det er, hvad der p.t. foregår i mit hoved. Tør jeg? Bliver jeg lykkelig af at prøve? Jeg ved det ikke, men jeg tror i hvert fald ikke, at jeg bliver lykkelig af at drømme, uden at realisere om ikke det hele, så bare noget af det.

Reklamer