Åh, i dag starter den for alvor. Sommerferien! Længe ventet og hårdt tiltrængt. Jeg føler mig seriøst som en Ludobrik, der er slået godt og grundigt hjem. Min krop har i flere uger skreget på søvn og ro, men hverdagen (og jeg) er fortsat uden at høre efter. Og så endte jeg med at fortsætte til et sted, hvor det begyndte at gøre ondt. Jeg har været langt mere grådlabil, end jeg plejer – og det siger ikke så lidt, efter som jeg har været et rent emotionelt monster, siden mine børn forlod livmoderen og indtog mit liv. Jeg har simpelthen bare ikke været rigtig glad, selv om jeg rigtig gerne ville og verden omkring mig har været ganske ok. Kroppen har desværre også strejket. Jeg har følt trang til at sove konstant, hovedet har gjort ondt, jeg har været svimmel, og en enkelt gang har jeg været så træt, at hørelsen forsvandt på det ene øre i flere timer.

Jeg har ikke rigtig været god ved mig selv. Har ikke haft tid til det eller taget tiden til det. Ungerne bliver ældre og det er fantastisk. Selv om de ikke er spæde og skal have flaske dag og nat, så stiller deres nuværende alder stadig krav, som tager hårdt på kræfterne. De spilder absolut ikke tiden med at sove. Det er faktisk imponerende, så lidt søvn de kan klare sig på. Og så er de begyndt at være søskende – ofte på den trælse måde. De skal hele tiden gå til hinandens grænse og gerne også over den. Spolere den andens leg, hvis han/hun leger godt, og man selv keder sig. Det virker som om, de slås, blot jeg vender ryggen til i 5 minutter, hvilket afføder gråd, skrig, smækkede døre og en masse rifter og blå mærker. Jeg er maks udfordret på den front og prøver at gribe det kløgtigt an, men jeg har bare ikke noget bagkatalog, jeg kan hente erfaring fra, når det kommer til søskende-fights. Så jeg ender bare med at skælde ud, når ord og opfordringer til fred ikke rækker, og at føle mig ret lousy bagefter.

Manglende søvn, travlhed på jobbet, ønsket om at ændre radikalt på tingene og børn der slås. Det er opskriften på hurtigt at blive kørt helt ned til sokkeholderne. Og her sidder jeg så. Med kaffe i koppen, manden ude at løbe, yngste-slynglen placeret i sofaen med sin elskede Cars-film og ældstebarnet, som speed-snakker non-stop ved min side. Hun praktiserer ikke at se film, men derimod at tale/spørge film. Enten kommer hun løbende og genfortæller hun minutiøst hver detalje, eller også stiller hun en strøm af spørgsmål om, hvorfor karaktererne i filmen gør eller siger, som de gør. Det er den direkte forklaring på, at Disney-sex er utopi her i hjemmet…

Når man scroller ned over Fjæsbogen og ser villeder af venners og bekendtes ferier til eksotiske destinationer, så kan man godt drømme og blive lidt misundelig. Langt fra hverdagen og med børn, som tilsyneladende kan finde ud af at enes (halleluja for øjebliksbilleder) – det gad jeg virkelig godt! Vores ferie bliver endnu engang hjemme i gode gamle Danmark med Legoland, lidt sommerhus og ellers tid hjemme til alt det sjove. Som at leje en trailer og køre på lossepladsen, lægge vasketøj sammen og rydde op i kælderen. Jeg prøver at afholde mig fra at tæppebombe Facebook med billeder, for ikke at gøre andre misundelige.

Men ferie er ferie på alle de fantastiske måder, ferie er. 21 dage væk fra jobbet er den vildeste luksus. Væk fra beslutninger eller mangel på samme. Væk fra bringe-hente-showet i børnehuset og følelsen af hele tiden at kunne have været i lidt bedre tid. Hvad enten ferien er hjemme eller ude, så har jeg tænkt mig at nyde den i fulde drag og kvæle den lille frygt i maven, som siger, at 3 uger går alt for stærkt. Hvis vi nu ikke fylder feriens dage op, går tiden så ikke langsommere, lige som den gjorde, da man var barn og glædede sig til jul?

Ferie! Here we come!

Reklamer