Åh, søde weekend! Endelig er du her! Dig har jeg ventet på længe!

Jeg må hellere starte med at gå til bekendelse over for den samlede Mødre-mafia med fare for evig fordømmelse: Jeg har i dag holdt en fridag uden mine børn. Alene hjemme, imens de var i institution! I 6 timer! Fy skam mig! Men bare rolig – jeg sender dem ikke derhen i 3 uger i sommerferien, imens jeg ligger i hængekøjen og får pulsen ned på normalt leje. Så slem er jeg altså heller ikke!

Jeg var på et kursus for nogle måneder siden, hvor vi skulle lære at nugde noget mere i det offentlige i stedet for at være nogle sure kramper med røven fuld af regler. Overvejede flere gange, hvordan jeg kunne nudge mine unger og barnefaderen i retningen af mere hensigtsmæssig adfærd, men fik altså også noget med, jeg kan bruge fagligt. Lad det nu ligge.

Det jeg husker bedst fra kurset var noget af psykologien bag nudging: “Ud i fremtiden har vi uendelige mængder energi og tid”. Så når vi forestiller os tre ugers sommerferie, er der ingen grænse for alle de gode vaner, som skal implementeres og alle de ting, vi kan nå. Når de tre uger er gået, ser billedet ganske anderledes ud. Sådan er det også med 6 timer, kan jeg hilse og sige.

Det virkede faktisk ret fremmed, at stå i vores egen entre, og at der ingen lyde var. Helt stille – fraset opvaskemaskinens monotone lyde. Alene hjemme er et koncept, jeg har dyrket forsvindende lidt, de seneste 5 år. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst var det. Der er altid mindst én hjemme sammen med mig. Oftest to, imens far er på arbejde eller strandet i et DSB-tog et sted på strækningen mellem Sjælland og Fyn.

Det at være alene hjemme føltes lige der som en vild luksus. Alle de ting, jeg kunne gøre med en fridag! Oh rigdom!
Satte kaffen over og tændte for fjernsynet, og imens kaffen løb igennem, kunne jeg lige støvsuge kælderen, inden vi skulle have en håndværker på besøg, som skulle fremtrylle noget el-halløj, som udbyderen synes, var på tide, skulle skiftes. Og så blev vasketøjet også lige taget ned og jeg fik pakket en gave ind til børnefødselsdag i det jyske i morgen. Da jeg kom op igen, var der åbenbart gået så lang tid, at kaffemaskinen havde aktiveret autosluk, og kaffen var begyndt at blive kold…

Faldet ned i sofaen var dybt, og kaffen smagte ok trods 30 sekunders genopvarmning i mikroovnen. Som kaldet kom hankatten og lagde sig til rette på mine lår, imens vi så noget om alt for rige damer, som skændes og drikker sig i hegnet. Måske jeg mistede IQ-point i de 20 min, der gik, før det ringede på døren og el-manden meldte sin ankomst. Jeg ved ikke, hvordan du har det, når der er håndværkere/reparatører i dit hus, men jeg går lidt rundt som en løve i et bur og ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv. Så der blev vasket op og tørret borde af og sådan.

Et af dagens projekter var at gøre kål på den pose hjemmedyrkede rabarber, som jeg havde fået med hjem fra oldefars have for 5 dage siden. Hos min yndlingspusher af fantastisk og overskudsagtig mad, som faktisk er ret let at gå til, Valdemarsro.dk, fandt jeg en opskrift på den smukkeste lyserøde rabarbersaft. Den måtte prøves, men eftersom alle mine flasker med patentprop var i brug til sidste uges hjemmeskabte hyldeblomstsaft, måtte jeg en tur i IKEA efter flere. Nu tænker du måske, at jeg ikke umiddelbart er typen, som hjemmesylter og koger saft og har hjemmedyrkede grøntsager i baghaven? Og her kan jeg berolige dig: Jeg er ikke i overhængende fare for at blive speltmor – jeg er kun god til det med saft, og lukrerer på, at oldefar har verdens mest fantastiske have, som han ikke længere selv kan høste fra, men ønsker at give hjemmeavlen til sine oldebørn, hvis bare deres mor selv gider plukke/sanke/rive/grave og pleje bedene. Det er en fair deal, synes jeg.

IKEA, en de-tour forbi en løbeshop og så hjem og koge saft og ordne flasker til langtidsopbevaring… Så var alenetiden slut, og jeg satte kursen imod børnehaven efter banditterne, som jeg ville overraske med kold hjemmekogt saft med isterninger og sugerør, når vi kom hjem. Lod mig vidst rive lidt med af stemningen hos opskriftpusheren. Overraskede blev de vidst også, men ikke helt som jeg havde set det på nethinden. “Det smager lige som når jeg er syg og har det virkelig dårligt, mor”, var den ældstes konklusion, imens den lille, som ellers er altædende, betakkede sig efter at have hørt søsters dom over drikken. Så jeg deler det da bare kun med oldefar, hvis de partout skal være sådan.

Ham nudging-gutten fra kurset havde ret: Ud i fremtiden har vi alverdens energi og tid. Det holder bare sjældent stik i virkeligheden. 6 timer er kun 6 timer. 360 minutter. 21.600 sekunder. Da jeg stod i entréen var der uendelige muligheder, og på 6 timer ville jeg både have gjort en masse godt for mig selv, ligne en million og have et skinnende rent hus uden legetøj på gulvet og planter, som lider håbløst af væskemangel. Lyserød sommersaft på flasker og fuglesang uden for mine vinduer. Ren idyl, du.

Det holdt ikke. Ikke engang halvdelen af det. Men derfor var det nu meget rart  og meget tiltrængt alligevel.

Reklamer