Der sker et eller andet herhjemme p.t., som bare ikke er fedt. Jeg har gransket min lille hjerne for at finde ud af, hvad det kan være, som har udløst det, men jeg kan ikke finde en entydig årsag. Altså andet end alder, udvikling og træthed.

Vi taler om E-svesken, som i øjeblikket er en omvandrende tordensky – helt og aldeles uden for meteorologernes måleenheder. Det er virkelig som at gå med bare tæer på glasskår herhjemme, og jeg har helt ærligt virkelig svært ved at tackle det. Alt og ingenting kan være galt og følelsesudsvingene så voldsomme, at jeg indimellem bliver godt og grundigt ked af det.

En af mine gode veninder sagde for noget tid siden – da jeg spurgte hende til råds om 4-års-mobseri og hyppige verbale tilkendegivelser af hendes syn på min formåen som mor. Og de var ikke rosenrøde, kan jeg afsløre – at det hele ville blive meget nemmere på den anden side af 5 år.

Enten er vi ikke langt nok “efter 5” eller også er det en ommer. I hvert fald herhjemme. For jeg synes godt nok, der endnu engang er blevet skruet op for intensiteten af vredesudbrudene og graden af oprør mod husreglerne – og de er altså ikke vildt strenge, hvis jeg selv skal sige det. Det er faktisk ret imponerende, hvor lidt der skal til for at udløse trutmund, vildt hysteri og korslagte arme kombineret med en smækket værelsesdør med efterfølgende råb. For så at åbne døren på klem, forstås, så vi alle bedre kan høre, at hun er sur.

Jeg er pænt brugt af at alle ytringer fra den unge dame kommer med en præ-installeret negativ intonation, og at jeg skal udfordres i, hvad der synes som hver en lille detalje af hverdagen. Jeg er også oppe imod at far er den bedste i verden og mor er billigt til salg i hendes verden. Måske Freud alligevel har ret i det der med komplekserne.

Én ting er sikkert som amen i kirken: Det rammer mig. Både trods, modstand og afvisningerne. Jeg går ikke rundt på en lyserød sky og føler mig som verdens bedste og mest ufejlbarlige mor. Tværtimod, så synes jeg, der er rum for forbedring, selv om jeg gør mit bedste og ingen lider overlast. Så får perioder, som den vi er i lige nu, min selvfølelse til at krakelere i kanterne.

Jeg ved godt, at det sandsynligvis er lige efter bogen, at døtre skal udfordre mødre og verden generelt i en alder af 5 år, fordi selvstændighedsfølelsen vokser ligefrem proportionelt med barnets højde. Mangt en psykolog har tjent fedt på dette gennem tiden. Trods alle gode intentioner om at være overskudsagtig og bevare roen, så har alle mødre et breaking-point, og jeg når mit næsten dagligt, hvad enten det ender med, at jeg skælder ud mod min vilje, eller at jeg står og græder snot i vaskekælderen, for ikke at vise, at reaktionerne rammer. Hårdt! Et fåtal af mødre står ud af sengen hver morgen og beslutter sig for at gøre livet helvedes surt for deres døtre – og jeg er bestemtikke en af dem. Med alle de bedste intentioner, ønsker jeg at se min datter glad og tilfreds. Jeg elsker hende uendeligt, men når presset bliver alt for stort, kan jeg i et svagt øjeblik godt komme til at føle det som om, hun ikke elsker mig.  Og så tuder jeg noget mere.

Nu ved jeg ikke, hvordan jeres 5-årige er, men jeg håber for jer, at det er en hel del lettere. Nej, det gør jeg sgu egentlig oprigtigt ikke. Jeg håber, I oplever præcis det samme, så vi ikke er helt unormale herhjemme! Pleeeease, sig, det er sådan, så jeg ikke behøver føle mig endnu mere forkert, når jeg står der og vander kældergulvet.

Reklamer