Da vi købte vores hus tilbage i 2009, så vi en villavej væk fra centrum af Odense, hvor vi begge boede før, men stadig tilstrækkeligt tæt på centrum og i gå eller cykelafstand til det meste. Efter vi har fået børn, er det som om, vores hjerner pludselig ser et ekstra lag. Vores villavej er gennemkørselsvej for tung trafik og elever fra teknisk skole, som lige har fået deres første bil og trykker på speederen, som om der ikke eksisterer andre omkring dem. Jeg har altså ikke noget specielt imod teknisk skole – men det er et faktum, at Brian 1, 2 og 3 dagligt tester, hvor hurtigt man kan forcere de 300 meter, vejen udgør.

Nu hvor Ældstepigen har sagt farvel til støttehjulene og cykler afsted i rasende fart, er vores vej – og den øvrige trafik i øvrigt – blevet forvandlet til verdens farligste sted. Bakkende biler fra indkørsler, hvor føreren ikke kan se en lille pige på fem år komme cyklende på fortovet, latterlige tegnede “rundkørsler” som ingen overholder alligevel, busser som drejer liiige livligt tæt på kantstenen, når hun står og venter ved fodgængerovergangen. Man skal altid have respekt for trafikken, men pludselig er hverdagens puls i vores by, som drømmer om at blive storby, blevet langt farligere. For i den, kan mit livs lys potentielt komme alvorligt til skade eller slukkes helt, hvis ikke jeg lærer hende de nødvendige ting. Og hvordan gør man det? Det, som man har haft så mange år til at lære at tage for givet?

Vi meldte hende ind i Børnenes Trafikklub, da hun var 2,5 år. Den er nu nedlagt, og vi har fået alle hæfter til hun er 6 år tilsendt, så vi kan lære hende om trafik. Det er også meget godt, men jeg føler stadig ikke, at jeg kan lære hende det fuldt ud, ved at sidde og læse historier og sætte krydser og klistermærker på de ting, man skal lære at være opmærksom på. Hvad der er rigtigt og forkert i trafikken. Som med et kørekort, er én ting teori. Noget andet er praksis. Lyde, hastigheder, tidsfornemmelse. Ja, for slet ikke at tale om, hvordan man viser hende alvor, uden at skræmme hende. Hvordan man forklarer, at man ikke blot kan rejse sig op, som i børnehavens leg, hvis man er død. Hvis man bliver ramt hårdt.

Det fører tilbage til min angst for at miste. Min trang til at beskytte hende og pakke hende ind i bobleplast og skærme hende fra alt ondt. Det er jo bare det, at sådan fungerer tingene ikke. Jeg skal give slip, og det er mega-skræmmende. Man giver selvfølgelig ikke los fra dag 1, men doserer det i rette mængder. Lidt ad gangen. Lige fra det øjeblik, jeg gav slip på kosteskaftet bag på hendes cykel, og lod hende køre selv.

Nu kører hun gladeligt 50 meter foran mig, når vi går ned for at handle. Hun ræser afsted fordi hun kan. Jeg prøver at være cool, og tro på, at hun virkelig stopper ved fortovets kant eller for enden af vejen, og ikke bare fortsætter lige ud på vejen. Men jeg ender sgu oftest med at råbe som en anden tosse “breeeeeems” eller “Husk nu at stoppe i god tid”. Hvad er god tid så, når man er 5 år og ny trafikant? Jeg er konstant parat til at løbe, det bedste jeg har lært, for at redde hende fra en potentiel fare. Tager mig selv i altid at have mine løbesko på, når jeg er ude med hende og øve trafik, og sætter i øvrigt min lidt til, at en kombi af regelmæssig løbetræning og et boost af adrenalin, kan få mig til at give Usain Bolt baghjul, hvis det virkelig gælder.

Der er kun én vej til at klæde hende bedst muligt på, og den består af træning, gentagelser og tiltro. Øvelse gør mester. Det håber jeg også gør sig gældende for moderen, imens hun langsomt giver mere og mere slip.

Reklamer