For er år siden var legeaftaler stadig noget, vi øvede os i. I længde og mængde. I dag er det en hyppigt tilbagevendende begivenhed. På tværs af vejen, gennem hækken, i børnehaven og med venner, som enten er flyttet fra institutionen eller er videre i det pulserende skoleliv. I starten var der ret mange konflikter, fordi den nye kunst skulle tillæres. Så blev det bedre, og legen kunne fortsætte i et par timer. Hvis den vel at mærke foregik andre steder, end på hendes eget domæne. For så var det virkelig svært at dele og acceptere, at andre legede med hendes legetøj på en anden måde, end hvad hun selv ville have gjort. Af erfaring kan jeg sige, at det kan være pænt svært at aktivere to 4-årige, som har set sig sure på hinanden, og vil noget forskelligt, alt imens du prøver at få aftensmaden klar, så de i det mindste kan få stabiliseret blodsukkeret i forsøg på at fredsmægle.

Jo, jeg har ringet til forældre og forklaret, at det ikke rigtig fungerede. Men nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre at hente lige med det samme. Jo, jeg har prøvet at forklare i børnehøjde, at venskaber er bedst, hvis man kan prøve at finde noget, begge gerne vil i stedet for promte at sige nej.

Nu, hvor hun er 5 år, har hun længe været selvkørende på legeaftale-fronten. Jeg har endda taget mig selv i at tænke, at når der var legekammerater med hjemme, så var det faktisk noget lettere. Så skulle jeg ikke agere “Far-Barbien” (aka. Ken) eller lege en eller anden kompleks rolleleg, alt imens jeg jonglerede aftensmaden og aktiverede lillebror – og fejle fælt i alle tre gøremål.

Udfordringen ligger nu i at prøve at lære den unge frøken noget om at fordele magten og ikke stå stejlt på, at man skal bestemme og have ret hver eneste gang. At man ikke skal surmule og insistere på at komme hjem efter 15 minutter, blot fordi der er lidt modstand. Hun er kun fem år, og selv om vi har øvet os sammen i et år, så er vi langt fra verdensmestre. Hverken hun eller jeg.

Så sent som i dag skulle vi begge lære noget. Hun, at man ikke bare skal smække døren i ansigtet på den velmenende veninde fra børnehaven, som bare gerne ville lege eller råbe “Jeg hader den her dag” ved aftensmaden, fordi vennen havde den lyserøde gaffel. Jeg, at tackle trodsig adfærd, når der er et “fremmed” barn til stede og at legeaftaler efter børnehavetid med en ven fra børnehaven ikke altid er et match made in heaven. Ville jeg nødvendigvis selv tale videre med min kollega 3 timer efter en 8-timers arbejdsdag?

Selv om jeg også øver mig på det her mor-halløj, så kan jeg stadig have svært ved f.eks. at irettesætte uhensigtsmæssig adfærd i andres åsyn, hvad enten de er 5 eller 55. Jeg føler mig stadig blottet total, selv om jeg egentlig roligt forklarer regler, som gælder i vores familie. Som om, jeg skal revurdere min opdragelse for at please og være den evigt kontrollerede forældertype, som omverdenen siger, er det optimale. Jeg skal lære hende at det er ok at sætte grænser, men at kompromis også er en del af at blive ældre. Jeg skal lære, at mine egne grænser stadig eksisterer, selv om andre måske har en anden holdning.

Jeg vil gerne forberede hende på nogle af livets nødvendige spilleregler, inden hun springer ud i skole-livet, hvor hun er placeret i en setting og en gruppe, som hun sandsynligvis er nødt til at forholde sig til 9-10 år ud i fremtiden. Af bitter erfaring, ønsker jeg at ruste hende, så mobning ikke bliver hverdagskost. Blidt, konstruktivt – men nogle gange også med rigide grænser så som almindelig pli, hvor jeg stadig ender med at føle mig som verdens dårligste forælder, fordi jeg stod fast og vi endte i konflikt.

Venner er noget, man skal øve sig på at være. Lidt lige som når man skal lære at være mor. Nogen siger, at man først lærer det efter en livstid.

Reklamer