Jeg har stadig lidt svært ved at fatte, at jeg er mor til en 5-årig nu. Det er som om nogen har skruet tiden frem, for det føles ikke længe siden, hun lå ny og fin og fedtet på min mave, og jeg – også der – prøvede at fatte, at jeg var blevet mor efter 9 måneders ventetid og 17 timers fødsel.

Vi har brugt hele weekenden på at fejre femårs-frøkenen, og hun har nydt det i fulde drag. Og vi har nydt at se hende så glad og taknemmelig for alle de fine gaver, hun har fået af familien. Der var kage og kakao, bålmad og legekammerater, gaver og gavmildhed og rigtig meget nærvær. Traditionen tro er mit moderskab ved at bryde sammen i tårer, når klokken slår 16.15 – hendes fødselstidspunkt (…og det tidspunkt, TV2 i årevis sendte Beverly Hills 90210-genudsendelser. Men det er nu ikke det, jeg græder over, selv om jeg nok har set samtlige afsnit. Mere end en gang. Sammen med min gamle mormor ;-)).

Det er helt ufatteligt, hvor er der sket meget, siden hun kom og ændrede mig og mit liv for altid. Den første nat efter fødslen, var jeg pissebange for at falde i søvn, for hvad nu hvis jeg kom til at lægge mig på hende, når hun nu lå ved siden af mig i sengen – det eneste sted, hun kunne falde til ro og det eneste sted, jeg overhovedet kunne rumme at have hende. Jeg var dødsens angst for, at hun på et tidspunkt i løbet af natten ville stoppe med at trække vejret. Hvad hvis jeg var total inkompetent til at være mor? Jeg vidste jo ingenting om at have en baby, selv om jeg havde haft 9 måneder til at vænne mig til tanken. Hvad nu, hvis jeg faldt i søvn – hvilket man ellers skulle mene, jeg let kunne, efter mere end et døgn uden søvn; hvad nu, hvis jeg ikke var der, når hun havde brug for mig, men jeg ikke kendte hendes signaler?

Sådan har jeg det også her 5 år senere. Nu vil jeg hellere end gerne have  min søvn, men får den stadig sjældent uden forstyrrelser i løbet af natten. Det er en anden form for nervøsitet, som gør sig gældende. Jeg er stadig nervøs for at gøre tingene forkert og træde over en eller anden usynlig grænse, som vil skabe afstand imellem os. Fordi jeg ikke forstår hende eller er total inkompetent til at være pige-mor. Jeg tvivler fra tid til anden ofte på mine evner til at være en “god nok” mor. Især, når overskuddet eller situationen ikke rækker til at være den slags mor, jeg allerhelst vil være. Nårh ja, og så sover hun stadig bedst i min seng, imens jeg knap får lukket et øje. Dog ikke at angst, men snarere på grund af pladsmangel.

Noget af det, som har slået mig mest i mit moderskab – og har slået mig mest ud – er den mangel på tiltro til egne evner, som kan komme i kølvandet på, at man bliver nødt til gang på gang at gøre noget, som man simpelthen ikke aner, hvordan man gør rigtigt. Jeg gør alt i den bedste hensigt, men ender tit med at sidde tilbage og ønske, at jeg kunne have gjort det om og handlet anderledes, når hun ligger og sover, og jeg mest af alt har lyst til at vække hende og sige undskyld. Undskyld for ikke at have været den mor, jeg gerne vil være, selv om jeg gjorde mit bedste – presset på tid, tålmodighed og tolerance. “Hun har sikkert glemt det i morgen”, siger min mand, imens jeg sidder bedrøvet tilbage. “Børn husker bedre end man tror”, siger vores læge, når vi igen skal prøve at lokke en vaccination indenbords. Jeg ville gerne kunne tage min mands lethed, men ender med at hælde til lægens ord, når dagen ikke ender, som jeg ønskede.

“Jeg elsker dig mere end slikkepinde og chokolade, mor”, sagde hun her til aften. Ordene varmer SÅ meget. Mere end jul og fødselsdag (og udsigten til en sjælden børnefri weekend…). Så har jeg da ikke fucket alting op! Kærlighed kan dog som bekendt let blive til had, og jeg kan høre en dør smække, alt imens hun udspyr galde og verbaliserer sit syn på alle hæsligheder, som findes ved at bo i vores hus, set fra 112 centimeters højde.

Der er nu heller intet som Facebook og forældresites, som kan få én til at føle sig som en dårlig mor med alle deres øjebliksbilleder af det, du ville ønske, du havde overskud til, eller formanende pegefingre og politiske budskaber, som popper ud af skærmen og helt op i fjæset med ordvalg, som indirekte siger: Ja, det er dig, vi taler til! Anvisninger i kort form om, hvad en god mor skal og bør, og hvad man helt sikkert skader sine børns selvværd med for resten af deres liv. Da jeg blev mor, troede jeg, at noget af det mest forfærdelige, man kan byde sit barn er ruskevold og omsorgssvigt, men diverse medier får ofte tilvalg af daginstitutioner, iPads og irettesættelser til at synes som en endnu større forbrydelse. Om jeg vil det eller ej, så spejler jeg mig i andres måder at gøre tingene på i stedet for at tro fuldt ud på mine egne valg.

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men efter 5 år ved jeg faktisk stadig ikke ret meget om børn. Ikke på det dyne psykologiske plan altså. Jo, jeg ved en masse om at have babyer, men dem skal jeg ikke have flere af, så det kan jeg ikke bruge til så meget med en trodsig toårig og en femårig, som er pænt langt fremme i skoene. Jeg kommer stadig til at famle mig frem i delvis blinde til hun bliver 18 år, for hvert eneste skridt er ud i uudforsket land. Jeg synes egentlig kun, jeg er blevet bedre til at kende mine egne grænser, og til at acceptere, at det perfekte ikke findes. I hvert fald ikke i mit hjem og min opdragelse. Vi kommer ret langt på middelmådighed og gode intentioner her hos os.

Men trods alt dette, er jeg virkelig stolt over det lille menneske, som jeg har skabt, og som nu er ved at skabe sig selv i børnehavens sidste år. Hendes styrke og empati er enestående, og jeg ville ønske, at jeg en gang imellem kunne låne lidt af hende, når jeg selv synes, at verden er stor og skræmmende.

Fortsættes…

 

 

Reklamer