I et parforhold skal man nogle gange lære at elske hinandens større eller mindre uhensigtsmæssigheder. Jeg kan bruge bloggen til at få afløb for nogle af dem. Hvor min mand hænger sine til tørre, ved jeg ikke. Og det er måske også meget godt.

I ens ideelle selvopfattelse, ser man sjældent sig selv som en pestilens, og det er lettere at fremhæve sine egne gode sider ved at spejle sig i de sider, man ikke så godt kan lide ved andre. Det er f.eks. ret let at sige, at manden er en røv, fordi han overhovedet ikke skænker Mors Dag så meget som en tanke for nu bare at tage et ret præsent eksempel (…) eller når han har spist frokost og “rydder op”, og jeg finder den tomme mælkekarton og halvdelen af pålægspakken stående tilbage på bordet, længe efter han er færdig med at indtage føden. Bare lige så jeg også har noget at give mig til.

Selv om jeg ikke er meget for at indrømme det, så har jeg en pænt god idé om nogle af de sider, som han ikke er fan af ved mig. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg kender det fulde omfang. Men her er et udsnit i ikke prioriteret rækkefølge:

  • Når vores søn har feber og er helt slatten, og mit første spørgsmål er “Tror du, det kan være noget med hjertet?”, selv om 5 andre børn i institutionen er sygemeldt samme dag. Det er måske ikke skide rationelt, men som hjertebarnsmor, tror jeg, det er lettere rent faktisk at fjerne hele hjertet fra moderen, end det er at fjerne minderne fra hendes hjerte. Og jeg bliver nødt til at spørge, for at føle, at jeg har afdækket den mulighed. At jeg har været opmærksom på det.
  • Når jeg med fuldt overlæg kommer og spørger ham, om hans børn er vågne, og jeg egentlig bare burde sige tingene lige ud og sige: “Læg den f**’ing tablet ned og vær til stede over for dem!”
  • Når jeg taler alt for meget om alt og ingenting. Og det gør jeg altså. Indrømmet.
  • Når jeg fortæller ham om menstruationssmerter eller forstoppelse. Come on, vi har altså været sammen i over 10 år. Vær nu ikke så sart.
  • Når jeg spørger, om han er faldet i tønden, efter som han har været på toilettet i over 40 minutter. Lige her er han lidt som teenage-tøser. De kan ikke gå på toilettet, uden at have mindst to gode veninder med. Han har også altid to gode venner med, hvoraf tabletten er den ene…
  • Når han spiller alle sine bedste kort, og jeg egentlig hellere vil få ordnet det sidste vasketøj og få de hængepartier fra ugens løb ordnet, så jeg kan slappe af til at imødekomme ham i en omgang to-mands whist for voksne.
  • Når jeg køber et dameblad mere til samlingen under sofabordet, uden egentlig at have haft tid til at læse de to foregående. Bare for at få inspiration til ugens madplan. Vi kører jo lidt på rutinen, ikke? Velvidende om, at jeg sandsynligvis KUN vil blive begejstret over opskrifterne og pænt skuffet over artiklernes pseudo-videnskablige overfladepolering. For en god ordens skyld, må jeg hellere skrive en disclaimer om, at jeg ikke køber dem HVER uge!

Sådan er der så meget, som både mænd og kvinder ikke forstår. Så har damebladene og pseudo-videnskabs-menneskerne noget at skrive om. Så har vi hver især noget at brokke os over. Og sådan kan vi så fortsætte til den dag, vi enten går hver til sit eller får hver vores hobby, som gør, at vi kan fokusere på det i stedet for, når børnene ikke længere kræver vores fulde opmærksomhed.

#sofuckinggrownup

Reklamer