Man skal samle på de gode dage, sagde en eller anden engang. Det er ret sandt, for det er ikke alle dage, som synes gode, når man løber rundt i hamsterhjulet og forsøger at være nok for alle, og ender med at være alt for lidt opmærksom på, om man også selv kan følge med. Det er ligesom ikke en prioritet, når børnene og jobbet og pligterne har fået deres del af tid og overskud, og manden måske er så heldig også at få lidt opmærksomhed. Så er der ikke ret meget tilbage. Hvis noget overhovedet.

I går var en af de rigtig gode dage. En af de dage, hvor jeg ikke skældte ud eller følte mig stresset og utilstrækkelig. At det var en helligdag, hjalp selvfølgelig ret meget på det. To forældre hjemme gør en verden til forskel.

Jeg havde tilmeldt mig et af forårets traditionsrige løb herude i provinsen, og følte en ok dagsform. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og jeg kunne så småt mærke varmen på huden på de blege, hvide stænger, som var iført korte løbetights for første gang i år.

Farmor og farfar havde indvilliget i at tage sig kærligt af yngste-slynglen, så han kunne overholde spise- og sovetider, imens ældste-tullen kunne komme med ud og heppe på mor ved målstregen. Ganske godt træk, når jeg selv skal sige det. For med hans energiniveau og lyst til at udforske grænserne for “nej”, “stop” og “stå stille”, var ikke foreneligt med 40.000 mennesker samlet på forholdvis lidt plads.

Der var noget helt fantastisk opløftende i at give ældstepigen svingture mellem os, imens vi gik ned til startområdet. Der var noget helt fantastisk at sætte i gang i strålende solskin og varme. Der var i særdeleshed noget helt fantastisk i at gennemføre løbet i en god tid, og at slutte løbet af med at sidde i græsset og spise frokost sammen med mand og barn.

Eftermiddagskonflikter med trætte børn og ditto forældre var som på magisk vis aflyst denne eftermiddag. Vi endte alle sammen med at sidde i sofaen og se tegnefilm, og at spise rugbrødsmadder og grøntsager til aftensmad. Og lige dér følte jeg, at denne dag var værd at gemme. At denne dag var én af de dage, som jeg vil komme til at5 tænke tilbage på, når hverdagsgrøden bliver for tyk eller brænder på. Lige her følte jeg mig lykkelig og godt tilpas. Lige her: Sammen med dem, jeg holder af. Lige her var vi den familie, jeg forestillede mig, før jeg virkelig vidste, hvad forældreskabet kan byde på. Sådan en af de dersens familier, som familieguruerne beskriver.

Som Anne Linnet synger:

En forårsdag hvor solen bare skinner,
som da jeg mødte dig den første gang
og hele verden svandt kun solen så os
og lavede en stille sang.

 

Reklamer