Hende den lille frøken, ikke? Hun er gjort af et særligt stof. Selv om hun nogle gange kokser og ikke kan overskue verden, så er der mindst lige så mange situationer, hvor hun træder så meget i karakter, at jeg godt kan glemme, at hun kun knap og nap  5 år gammel.

Det har været en ret vild uge, hvor hun har vundet flere sejre. Det har holdt lidt hårdt med at overtale hende til at få støttehjulene af cyklen, og lade mor og far løbe efter hende og holde i en pind bag på cyklen. Vi taler hyl og skrig og trutmund. Men vi stod fast, og hun fandt hurtigt glæden ved det. Gradvist gav vi slip på pinden, og troede, at hun ikke så det. Lige ind til hun ved enden af en vej tørt konstaterede: “Gider du lige tage fat i pinden igen, far, for nu skal vi over vejen”. Skyggen havde forlængst afsløret, hvad der foregik…

Men i denne uge knækkede hun koden til selv at komme op på cyklen og komme i gang, og nu er det som om, hun aldrig har lavet andet end at cykle. Da jeg hentede hende i børnehaven i går, kom hun ræsende ned af en bakke med benene oppe fra pedalerne og et stort smil på munden, og præsterede en værdig afslutning med bremsespor og hjul-udskridning…

Ikke nok med ovenstående, har hun også skabt nye venskaber og overgivet sig til at lade badekarret være, og gå over til at tage brusebad i stedet. Måske ganske små skridt, men store skridt på vejen til at blive en stor pige på spring til skolealderen.

Der er dog ikke noget, som overgår gårsdagens sejr. Vores lille tulle skal testes for en mulig fødevareallergi, og derfor havde børnelægen krævet en blodprøve. “Ok”, siger man, når man går ud af konsultationen. Men hvordan fa’en sælger man lige det budskab til en knap 5-årig??? Løsningen blev at fortælle sandheden – at det ville gøre lidt ondt, men var hurtigt overstået – og at love den tur på McDonalds, som hun har plaget for, efter “overgrebet”.

En kollega henviste mig til at bruge Emla-plaster – måske bedre kendt som trylleplaster på begge hendes arme en time inden. 90 kr. fattigere og to plastre rigere, drog vi afsted mod ambulatoriet. Hun var cool nok lige indtil den unge laborant strammede båndet om armen. Trods tårer, var det hele overstået på under 2 minutter, og trylleplasteret havde tydeligvis gjort sin virkning, for hun satte sig pavestolt op og råbte: “Det gjorde ikke engang ondt. Jeg er nok den sejeste, du kender, mor!”. Hun er sgu tough, den bette.

Jeg havde frygtet det værste, men blev i den grad overrasket over, hvor meget coolness-faktor, der kan være i så lille et menneske. Det er lidt vildt. Jeg kan i den grad tvivle på min egen opdragelse og føle mine forsøg som spildte, når intet synes at sætte sig fast i børnene hukommelse fra tid til anden. Men virkeligheden er de måske endda langt mere cool og hårdføre, end deres forældre i sidste ende.

Reklamer