Jeg ved godt, at det efterhånden er ved at være noget tid siden, jeg har været forbi bloggen. Årsagen er bestemt ikke mangel på emner at skrive om – oh GOD, der er mange! Men fordi jeg har malet ældste-pigens værelse og opgraderet det fra lillepige-værelse til pige, der er 5 år om få dage! Den evige jubel-optimist her troede, at jeg selvfølgelig kunne male det over på et par dage. Det var lige indtil jeg indså, præcis HVOR lang tid det tog at male de listelofter, jeg faldt for, da vi købte huset, tog at male. Så blegnede kærligheden lidt. Især fordi de skulle have 3 gange maling.

Nu er lillepige-værelset forvandlet til et værelse, der er damen værdig med antikt guldspejl med roser (tak til oldefar) og udklædningsgarderobe, hvor alle kjoler, tasker, perlekæder og parykker kan hænge frit fremme – intet mindre kan vel gøre det til en prinsesse. Sættehylde og sommerfugle, lyserød og lidt mere guld… Og igen siger jeg tak til oldefar for at have lært mig at bruge alverdens værktøj og powertools.

Der er bare et eller andet over det der med 5 år, som gør mig eftertænksom og lidt sentimental. Hun bliver simpelthen så stor. Jeg ved ikke hvorfor, jeg synes, at 5 år er skelsættende, men det føles som om, vi passerer et skarpt hjørne lige om lidt. Måske fordi vi er halvvejs til tocifrede tal? Måske fordi næste stop er skole, og børnehavetiden synger på sidste vers. Så lang tid er der i virkeligheden heller ikke til marts, hvor Forårs-SFO’en slår dørene op. Måske det er fordi det er et halvt årti siden jeg blev nogens mor. OK…den del glemmer vi lige igen.

Hendes sprog og væremåde har taget et kvantespring på det seneste. Guderne skal vide, at hendes opførsel over for mig også ændres fra tid til anden, men det er vidst en uundgåelig del af at være mor til en pige.
Hun skaber koblinger, som nogen gange føles alt for voksne til hende, men som måske bare er alt for “voksne” til det billede af en lille pige, som jeg har inde i mit hoved. At jeg skal se, at hun er på vej til at blive alt andet end lille.

Føler jeg mig så selv 5 år ældre? Både og. Jeg kan stadig passe det samme tøj, som for 5 år siden, selv om jeg har skabt to små mennesker med min krop og nogle dele af den langt fra er så fast i kødet, som det engang var, samtidig med at tyngdekraften insisterer på at bevise sig selv dagligt. Jeg synes stadig, jeg er den samme, som den gang, inden i. Blot med flere erfaringer af den gode og den slemme slags. Når jeg ser fotos af mig selv, fra hun var lille, føles det dog som om, jeg kigger på et barn, som holder et barn. En meget ung udgave af mig selv, som jeg ikke helt husker. Der er godt nok løbet meget vand i åen siden. Der skulle åbenbart to børn til, for at gøre mig til en voksen. Og nogle startvanskeligheder til, før jeg følte mig som en mor.

Summassummarum, har det været de vildeste 5 år! Uden at vide, hvordan det føles at tage stoffer, så må moderskabet simpelthen være det mest bevidsthedsudvidende drug i verden. Det vildeste trip. Og på én eller anden måde har jeg – uden manual – formået at få skabe et lille helstøbt menneske, som nu på mange måder afprøver sine egne vinger. Nogle gange flyver hun frit, hvor jeg er ved at revne af stolthed, imens ingen kan se, hvor meget mit moderinstinkt kæmper for ikke at fare efter hende og holde hende fast i mine arme i håbet om, at hun aldrig skal væk og ud i den store vide verden uden moar. Nogle gange falder hun, og så griber jeg og lover hende, at det hele bliver bedre næste gang. Hvis vi bare øver os. Sammen.

Jeg kan trøste mig ved heldigvis langt til 18 år, og i mellemtiden skal jeg øve mig på at skabe frie rammer og give slip og samtidig med at jeg skal styrke følelsen i hende af, at mor altid er her, når hun  har brug for mig. Den del er langt mere nervepirrende, end den forestående 5-årsdag.

 

Reklamer