Enebarnet i mig er udfordret. Big time.

Mine ellers så blide to trinde trolde er i totterne på hinanden hvad der synes som 24-7. Ikke fordi de ikke kan lide hinanden. De er faktisk så glade for hinanden, at de p.t. sover på samme værelse på eget ønske. De elsker hinanden så meget, at de åbenbart skal prøve hinanden af, for at finde ud af, hvor grænserne går. Og hvor mors grænser er. Og fars. Og børnehavepædagogernes. Og mormors. Og…og…og.

Alt fra tålmodighed til bordskik til grænsen for smerte eller hierarkiet for, hvem der først står for tur. ALT.

“Søskende, som slås meget som små, bliver tættest som voksne”, siger min mand, som er tredjebarn og efternøler. Jeg kan konkludere, at han ikke må have været ret meget oppe at slås med sine ældre søskende.

Jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke forstår, hvad de slås om. Jo, at det handler om, hvem der kommer først til fjernsynet eller et bestemt stykke legetøj eller ind i bilen. Hvem, der får lov at sidde tættest på mor eller ved siden af far. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt. Jeg har aldrig prøvet det andre steder, end i arbejdslivet, hvor en vikar gjorde sit til at fremhæve sin egen position, da udløbsfristen for vikariatet nærmede sig eller en anden kollega gerne ville have præcis den opgave, min chef havde tildelt mig. Jeg har ikke haft brug for det som barn, fordi jeg – selv om jeg var alt andet end materielt forkælet, aldrig skulle slås for mine nærmestes opmærksomhed.

Jeg forstår virkelig ikke, at man gider investere kræfter i at slås for at få tre vindruer flere end lillebror. Jeg forstår ikke, hvorfor det overhovedet er vigtigt, og det gør det pokkers svært for mig at gå ind i “kampen” eller at lade den ligge. Ingen af delene ved jeg, hvordan man håndterer eller vælger til eller fra.

Der er rigtig stor forskel på, hvilken tærskel, min mand og jeg har for undernes kontroverser. Jeg har klart en tendens til at reagere med et forbud eller at skille dem ad og bede dem blive gode venner igen, end han har. Han plejer oftest at trække på skuldrene og sige: “Det må de løse selv”. Og ærligt talt: Det irriterer mig!
Jeg kan jo godt se, at hvis vi løser problemerne for dem evigt og altid, lærer de ikke en skid af det. Men hvis de gør det hele tiden, tænker jeg, at de bliver ulidelige at være sammen med, når de bliver voksne. Indrømmet: Jeg har en kæmpe aversion imod at være i selskab med mennesker, der får et kick af at skabe konkurrence. Det er nok noget af det sidste, jeg ønsker, mine egne børn skal være.

Tager jeg de helt objektive briller på (og går jeg min mand lidt på klingen), så gør de det ikke for at hævde sig selv over for hinanden eller andre, men sandsynligvis langt mere af frygt for ikke selv at få. Det værende en oplevelse, et stykke legetøj, den nyindkøbte vandmelon eller måske mest af alt: Forældrenes opmærksomhed. Det er ikke en ondskabsfuld handling; det handler om selvopretholdelse. “Jeg skal have kontakten til mine forældre, for hvis de glemmer mig, har jeg ikke noget og får jeg ikke noget.”

Og her rammer vi bulls eye på min hovedanke imod deres adfærd. Mit indre enebarn forstår ikke, hvordan der kan ligge kærlighed og ønsket om tilhørsforhold i at slå, rive i hår eller komme før alle andre. At skulle have lige præcis det stykke legetøj, som lillebror lige har fundet – bare for at have det. For at vinde det. Men ikke nødvendigvis for at lege med det.

I selve øjeblikket oplever mit indre register det som ondskabsfuldt.  Sådan noget gør man da ikke!, skriger mit indre, imens jeg febrilsk prøver at finde ud af, hvad pokker jeg skal gøre eller hvordan jeg skal reagere. Fra alverdens mødre-litteratur eller “quick-fix-guides” ved jeg godt, at jeg bør guide. Og jeg prøver også ihærdigt på det. Det føles ikke, som om jeg gør andet p.t. i min vågne tid. Men når jeg bliver fanget fuldstændig uforberedt på f.eks. en fysisk kamp imellem dem, er min helt automatiske reaktion at sige STOP og skælde ud!

De er knap 2,5 og 5 år, og husfreden er i opbrud. Jeg skal lære, hvad søskendekærlighed virkelig består af, og at vejen hen imod den er fyldt med bump og brok. Der har været mange svære situationer i gennem de nu snart 5 år som mor, hvor jeg har følt mig 100% nøgen, når jeg har mødt dem. Denne er ingen undtagelse og jeg føler, at den er en af de vigtigste og mest komplekse, jeg til dato har stået over for, selv om den nok er så godt som uundgåelig. For mit allerstørste ønske for dem er, at de får et tæt forhold. Får det, jeg ikke havde som enebarn. Målet helliger midlet, siger de kloge, og jeg håber, de har ret.

Reklamer