I dag er en af en stribe af mærkedage, siden jeg blev mor for første gang for knap 5 år siden. Der er så uendeligt mange faser i de små menneskers liv allerede, som har flyttet ved min opfattelse af verden og sat spor i mig fysisk og mentalt, og som jeg ikke anede, ville følge med to streger på graviditetstesten. Tidspunkter, hvor maven slår knuder, hvor jeg er ved at boble over eller hvor jeg ikke helt ved, hvad jeg er længere.

For knap 5 år siden, havde jeg svært ved at finde den rette plads til mit nyerhvervede moderskab. Siden har jeg lært at acceptere det så meget, at jeg endda udvidede det til at kunne indeholde to små mennesker, og nogle gange læger jeg måske ikke så meget mærke til det mere, fordi det er blevet en del af mig. .

I dag fandt jeg ud af, hvor det står. Og det er faktisk ikke ret langt fra det sted, de to små blev til.

…Nej. ikke helt dernede!

Mit moderskab er lokaliseret et sted mellem hjertet og mellemgulvet. Dér, hvor ønsket om de to blev til, og der, hvor de voksede fra æg til vaskeægte banditter. Det var i hvert fald dér, jeg kunne mærke moderskabet i dag, da jeg sagde både “godnat” og “godmorgen” til min ældste, og satte mig i bilen sammen med hendes bror og kørte hjem. Uden hende.

“Astrid og jeg har aftalt, at vi skal sove sammen hjemme hos hende, mor”, fortalte Ældstepigen på vej hjem fra børnehave for et par dage siden.
Senere samme aften fik jeg en SMS fra bedste-venindens mor, som havde fået samme besked fra sin datter. Vi blev enige om, at der ingen vej var uden om, bare at lade dem prøve det.

Det er så i dag. Lige nu, faktisk. De sover begge, har jeg fået af vide. Min egen tulle overgav sig til søvnen med ordene “Jeg savner min lillebror”. Ikke mor. Det er helt ok. For selv om der var en max-mærkelig følelse i hjerte/mellemgulvs-regionen over at “køre fra hende”, og at gå forbi hendes tomme seng på det tidspunkt, hvor hun ellers altid sover dybt, så fortæller det mig, at hun er tryg. Tryg, hvor hun er og tryg ved at være uden mor. At hun ved, at jeg er der, selv om jeg ikke er lige ved hendes side.

Jeg kan ikke helt beskrive for dig, hvordan moderskabet helt præcis føles. Både som en mavepuster og begyndende vejrtrækningsbesvær, men også som en enorm stolthed. Jeg er stolt over, at hun har så god en veninde, som hun faktisk har kendt hele livet – og ikke mindst, at hun selv er en god ven. Jeg er stolt over, at hun ikke er bange for at sove ude. Tryg ved, at hun sover ude præcis dér, hvor jeg til enhver tid ved, at hun er i de bedste hænder. Mavepusteren er fordi det er en ny fase, som nu begynder. Det minder mig om, at hun er ved at blive stor og selvstændig. At jeg regner hende for min egen, men kun har hende til låns, inden hun flyver ud i verden.

Jeg bliver mindet om, at jeg skal lære at give slip. Gradvist (heldigvis!!!), selv om hun knap er 5 år gammel. Jeg skal lade hende prøve af og sige til og fra. Det er lidt svært, må jeg indrømme. Men hun bliver ikke ved med at være lille og afhængig af mor. Min opgave er herfra  at guide hende og til stadighed at vise hende, at mor altid vil være her, når hun har brug for det, imens hun udfolder den stærke vilje, hun altid har haft.

Mit lille menneske bliver stor. Og kærligheden til hende vokser stadig dag for dag ❤

Reklamer