Der er en del ting, jeg undrer mig over. Generelt og på de store, overordnede linjer. I denne uge er der dog nogle ganske lavpraktiske ting, som har fanget min opmærksomhed i det omkringliggende samfund, og som får mig til at ryste på hovedet.

Hvor lidt, det kan svare sig at have penge i banken
Jeg har en opsparing til sjov og uforudsete udgifter i min bank. Sådan én, der kan forsøde hverdagen, når den er allermest træg, men som langt fra er en millionærkonto. Hvert år tilskrives der renter på denne konto d. 31. marts. Naivt nok, havde jeg nok satset på et lille tilskud til flotte sommersandaler til mutti her. Men jeg var som sagt naiv… Når man har knoklet et ok beløb sammen med tre nuller efter, og man så får under 50 kr. i rente for et helt år(!), så føler man sig eddermame taget godt og grundigt i måsen. Så kan jeg lige så godt gå ud og bruge pengene i hverdagen, frem for at have dem stående til triste tider. Alt andet er da til grin. Især, når man ikke skylder noget andet end murstenene væk, og endda betaler pænt og pligtskyldigt af på dem også!

Hvorfor mænd føler trang til at lufte diller-trolden i offentligheden
Nu hvor frosten stort set har forladt landet, og solen titter frem, sker der en stødt stigning i, hvor mange mænd, der føler trang til at urinere i det fri. Hvad enten de lægger asfalt på motorvejen eller lige er kommet ud af den lokale Brugs, så er det da en (selvfølgelig???) grund til at hive banditten frem og vande grøften eller grantræet. Og så liiiige ryste sjoveren fri for tis, inden de propper den tilbage i bukserne og fortsætter dagens dont ufortrødent. Bare fordi de kan.
Det er bare så ucharmerende! Klamt endda! Og så vil jeg slet ikke tænke på, hvor mange gange, de trykker hånd med andre efterfølgende, eller holder på rattet, eller tager fat i det håndtag, du skal røre ved bagefter. Eller for den sags skyld har fingrene i den fælles bolchepose…

Hvordan nogle kvinder kan kastrere deres mænd verbalt
Da jeg havde afleveret ungerne i institution den anden dag, hørte jeg et indslag i radioen om kælenavne. Hvad man kalder sin bedre halvdel. Gladeligt SMS’ede folk ind til værterne, og ud over “skat” og “elskling”, kom der en del bud frem, som burde forbydes. Værst af alt: “Jeg kalder min kæreste for Pussernullergøj”.

Ja, jeg var altså lige ved at ørle ud over rattet.

Der må findes et særligt sted i helvede for kvinder, der kalder deres mænd (eller koner for den sags skyld) sådan noget. Det må være noget nær den sikreste præventionsform, for magen til verbal kasteration, skal man lede længe efter! Enten bliver den stakkels rad så afmaskuliniseret, at alle sædceller begår kollektivt selvmord og stenene kryber tilbage, hvor de kom fra, eller også er det 110% den sikreste vej til at få ham til at skride. Oh my!

At værterne i programmet så foretrak at blive kaldt “dillertjavs”…Det mangler jeg så i den grad også ord for.

Reklamer