Det er ikke hver aften, vi få læst godnathistorie for ungerne. Faktisk for sjældent i forhold til, hvor fantastisk jeg selv syntes, det var som barn. Det fantasiunivers, der åbnede sig, efterlod rare tanker og stor fantasi, efter sidste side var vendt og jeg ventede på, at søvnen langsomt overmandede mig. Og alt for sjældent i forhold til, hvad jeg fuldt og fast tror, kan styrke børnenes sprog og læring.

Én af de bøger, ældstepigen forestrækker er “Hvor højt tror du, jeg elsker dig?” af Sam McBratney, og jeg forstår hendes fascination til fulde. Den er i al sin enkelthed smuk og kærlig og til at blive i godt humør af.

Lille hare vil gerne vise, hvor højt den elsker store hare, men hvordan viser man den største kærlighed?

I morges, før det mindste lys trængte igennem gardinet, kravlede ældstebarnet ind under min dyne og begyndte (selvfølgelig…) straks at tale i en lind strøm. Pludselig lagde hun en hånd på min kind og spurgte: “Mor? Hvor højt tror du, jeg elsker dig?”
“Det ved jeg ikke, skat”, fik jeg mumlet halvt i søvne, og drømte mest af alt om at slumre videre til kl. 7.

“Jeg elsker dig helt ud i verdensrummet og tilbage igen og rundt i alle lande i hele verden og op til stjernerne og hundredemillioner gange”, svarede hun.

Så er det helt ok, at klokken er 5.15 og hun er verdens største sludre-pludre-chatol fra det øjeblik, hun slår øjnene op. Hun er sgu dejlig, er hun! Og vigtigst af alt: Hun er min ❤

Reklamer