Jeg er stadig meget enig i det, Julia siger, og har tænkt en del over det. Over, hvordan jeg ender med at tvivle så meget på mig selv som mor, selv om jeg gør, hvad jeg kan.

Der var en gang én, der sagde til mig, at når man fik børn, skulle man gøre sit bedste, lære at sige fra og ellers lægge penge til side til ungernes psykologregning, når de blev ældre. Underforstået, at ligegyldigt hvad vi gør, er der noget, vi vil gøre forkert i andres øjne. Sandsynligvis også i vores børns øjne, selv om vi synes at gøre alting af ren og skær kærlighed til dem.

Der er ingen af os, der står op om morgenen og tænker: I dag vil jeg være en pisse-dårlig mor. Vil vil gerne gøre det bedste, vi kan. Der findes så meget selvhjælpslitteratur, der “guider” og forsøger at sælge perfektion, at vi er nogenlunde sikre på, at blive snotforvirrede og føle os utilstrækkelige og ende med at gøre et eller andet forkert. Vi KAN ikke være perfekte, hvor meget vi end til tider eller konstant leder efter en rettemanual, vi kan læse i og undgå fejltrin! Der er så mange (selv)udnævnte eksperter, der konstant giver hver deres dom over det helt rigtige at gøre, at vi i vores søgen efter svar glemmer, at der mange gange er tale om pseudvidenskab og en vis grad af subjektivitet.

Jeg har så sent som i går aftes taget mig selv i at sidde og google ordene “5-årig spiser ikke pænt”, i håbet om – hånden på hjertet – at finde en eller anden form for vejledning i at få min ældste til ikke at sidde med alle 10 fingre i munden og ikke at tvære evt. tabt mad ud over hele bordet, selv om vi beder hende om at lade være. En måde, hvorpå man går til det, så pointen kommer igennem, og hun ikke ender med at få selvværdsproblemer og en spiseforstyrrelse senere i livet, fordi jeg var pressede hende. Et quick-fix, om man vil, fordi jeg simpelthen spiller fallit på at tale med hende om det.

Når man står med benene solidt plantet i småbørns-sumpen, kan det synes helt legitimt at søge svar på, hvorfor vores poder ikke gør som de andre børn i mødregruppen, og om de er ved at udvikle allergi, fordi de har rød numse, eller hvordan man får det perfekte sexliv efter 20 timers fødsel og et sprængt underliv. Men nu, hvor småbørnstiden så småt lakker mod enden, kan man godt se, at der i bund og grund er tale om first world problems, hvor vi lader os forføre af diverse mødremagasiner og -gruppers ultrakorte anvisninger af det perfekte, som vel reelt set kun tjener til at give os (mere) dårlig samvittighed under dække af at være guides.

Og hvad efterlader det vores børn med? Hvis vi tvivler så meget på os selv og vores opdragelse, tvivler vi så også på dem? I stedet for at lade dem udvikle sig og udfolde deres potentiale? Regner jeg med, at min nu knap 5-årige stadig sidder med alle 10 fingre i munden, når hun er 12? Næppe. Måske det mere handler om en underliggende angst for, at de ikke vil blive socialt accepterede eller acceptere sig selv – eller Gud forbyde det – at det skal hedde sig, at de har haft en dårlig opvækst med forældre, der var mere nærværende med smartphonen, dybt optagede af at google guides til det perfekte, og ikke har givet dem de basale skills med.

Det jeg er allermest bange for, er ikke at se hende og elske hende præcis, som hun er, fordi jeg fokuserer på alle de ting, jeg gerne vil have, hun skal kunne. Jeg er bange for, at hun kommer til at have samme distance til mig, som jeg har til min egen mor, fordi jeg aldrig rigtig følte, at hun forstod mig, men i stedet ville have mig til at være en anden.

Jeg spørger ofte min svigermor til råds, med fare for at føle, at svaret indimellem falder tilbage på mig selv, da jeg ikke er opdraget, som hun opdrog sine børn. Men det er ikke naturligt for mig, at gå til min egen mor jævnfør ovenstående, og her mister vores generation generelt et vigtigt led. At vi spørger Google oftere, end vi spørger dem, som har prøvet det før – endda med os selv som forsøgskaniner. Vi mangler nærheden, hvor det er helt naturligt at hjælpes ad i familien – hvor ingen dømmer eller konkurrerer, og hvor man søger råd igennem generationer i stedet for bag en kold skærm. Nærheden og overleveringen er gået af fløjten til forden for at gøre det mest naturlige i verden til et projekt. Måske fordi vi er så vant til at “optimere” og finde løsninger i forhold til boligen, karrieren og konditallet. Vi glemmer bare, at det er levende, selvstændige mennesker, vi har med at gøre. Og når medierne og “eksperterne” hele tiden løfter pegefingeren, er vi på et eller andet tidspunkt dømt til at køre af sporet.

Hvorfor er vi så bange for at fejle, at vi måske kommer til at begå den største fejl af dem alle, nemlig at tvivle på os selv og vores børn?

Hvis jeg var sådan én, der havde svarene, ville denne blog nok næppe have et eksistensgrundlag. Jeg er mindst lige så meget i tvivl som alle andre, og siger det højt i cyberspace – og søger også svar samme sted, når jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre. Men jeg skal være bedre til at prøve at acceptere, at råd og vejledning er én ting, men at der ikke findes noget, der er “one size fits all”. Og præcis som Julia skriver: “Som man råber i skoven, får man svar”. Og det svar man får, er ofte så forenklet og ser godt ud på skrift, men siger ikke noget om, at det kræver tid, vedholdenhed, forståelse, kamel-slugning og hårdt arbejde. For både barnet og den voksne.

 

Reklamer