I dag har solen skinnet ubarmhjertigt ind af vinduet til mit tredjesalskontor på jobbet. Kastet sit lys på væggene og bygningerne omkring. Hvis ikke min dag havde været tæppebelagt med møder og hasteopgaver, så havde trangen til lys og forår fysisk halet mig væk fra hæve-sænke-bordet og ud i den kolde, men skønne luft, og jeg havde taget fri en time før for at mærke solen i fjæset. Men det blev desværre kun til at kigge på solen frem til kl. 15.00.

Her stemplede jeg til gengæld ud til en tirsdag, der ikke var helt, som den plejede. Ældstebarnets svømmeundervisning holder ferielukket, og dermed var der ikke udsigt til det sædvanlige show, hvor den ene forælder henter børnene, imens den anden pakker ting og gør klar til aftensmad, hvorefter den hentende forælder fortager noget nær en manøvre i dværgkast og sender yngstebarnet i favnen på pakke-forælderen og sætter kursen mod svømmehallen. I dag kunne vi gøre noget, som desværre sjældent er os forundt: At hente børnene sammen.

Det var jo nærmest romantisk, at gå hånd i hånd ind gennem børnehusets jernlåge i eftermiddagssolens stråler, og være SAMMEN om at hente vores skønne unger. Vores samlede genmasse manifesteret i små 34 kilo og i omegnen af 2 meter sammenlagt. Det føltes i hvert fald romantisk efter småbørnsforælder-agtige standarder, og sollyset gav det hele ekstra krydderi.

Det var tydeligt at mærke på ungerne, at de også satte pris på dette. “Min mor og far”, sagde den lille flere gange, imens et smil prydede hans tykke kinder. Den ældste kommenterede ikke, men tog vores hænder på vejen ud til bilen og hoppede afsted. Tid til at tage den med ro og hænderne fri til at gynge dem begge i stedet for altid at være pakæsel og sige “kom nu”.

Som jeg så stod der med sol i ansigtet og svingede sansegyngen frem og tilbage, var der tid til at give hele hverdags-setuppet en ekstra tanke. Når jeg afleverer ungerne om morgenen, fortæller jeg dem altid, hvem der henter dem og hver aften spørger de, hvem der afleverer. “I dag er det far, der henter”. “I morgen er det mor, der afleverer og far, der henter”. Altid enten eller. Stort set aldrig både og. Det er et spørgsmål om semantik – men betydningsforskellen er stor. Enten den ene eller den anden. Sådan er hverdagen skruet sammen, for at få det hele til at gå op. Ungerne er i institution, og deres hverdage ligner hinanden. Vores hverdage lige så. Faste rutiner for hvem, der gør hvad og hvornår. Jeg elsker, at de får mulighed for at svømme og at de kommer ud og er sammen med andre børn. Men jeg elsker også ferierne, hvor det hele sættes på pause. Hvor vi ikke hænger i en klokkestreng og gør præcis, som vi plejer. Også selv om vi ikke selv er så heldige at have ferie denne uge, men først får fri sammen på fredag. Ungerne og jeg i hvert fald. For fars virksomhed kræver tilstedeværelse, hvis vi vil have penge i familiekassen. Og så er vi tilbage i enten eller. Det er nærmest et grundvilkår.

Vi får det til at gå op – også selv om tiden er knap. Og jeg synes ikke, vores børn mangler noget. Vi prioriterer, og min førsteprioritet er dem i videst mulig udstrækning. Og når man så har en dag, hvor solen varmer ansigtet og pulsen er i ro, så nyder man det ekstra meget og fylder lungerne med luft og hjertet med gode minder.

Reklamer