Søndag handler den lille familie ind til hele ugen. Madplanen er virkelig noget af det bedste vi har indført! Ski** koldt, to tvære unger på slæb og alene afsted, da manden havde andre gøremål. Som jeg står og prøver at få frigivet en vogn fra stativet med min medbragte mønt, stikker ungerne af, og jeg prøver at udføre noget damage control, så familien kun bliver i omegnen af 900 kr. og ikke et medlem fattigere, når vi forlader butikkens matrikel igen.

Lænken mellem indkøbsvognene gav sig ikke det mindste. Heller ikke med frustrerede slag og ukvemsord. Folk kom og gik og tog deres vogne, som åbenbart virkede, og kiggede uden at fortrække en mine på min kamp mod indkøbsvognen. Pludselig stod en mand ved siden af mig og havde halet min søn ind til siden. Han var Hus Forbi-sælger, og tilbød at hjælpe mig med at få vognen fri. Han kunne heller ikke, og mønten virkede heller ikke i de øvrige vogne. Jeg havde ingen andre mønter på mig at prøve med. Han rakte mig en 20-krone og sagde: “Du kan låne den her af mig. Så kan jeg bare få den, når du kommer ud igen.”

Jeg takkede ham, og mønten fik vonglænken til at gå op, som hande vi sagt Sesam, Sesam, luk dig op. Måske han var den sidste, jeg havde forestillet mig, ville låne mig penge.

Jeg fik ungerne i vognen og fik handlet ind. På vej ud af butikkens vindfang, hørte jeg flere midaldrende og ældre mennesker komme med fornærmende og nedsættende bemærkninger til Hus Forbi-sælgeren uden for. De gængse om at få et arbejde og om at man ikke ville hjælpe sådan nogen som ham. Andre af politisk og racistisk karakter.

Jeg forsikrede ham om, at jeg ville komme tilbage med 20’eren, når jeg havde fået mine varer i bilen, og han smilede til mig og vinkede til ungerne, som om ingen lige havde svinet ham til for hans blotte tilstedeværelse.

Jeg tog ungerne med hen for at aflevere 20’eren sammen med en kop varm kakao og en ekstra 20’er til ham, og sagde tusind tak for hjælpen. Han lyste op og virkede dybt taknemmelig for de ekstra ting. Det var nok det mindste, jeg kunne gøre. Hans taknemmelighed stod i stor kontrast til den utaknemmelige kulde og de endnu koldere kommentarer, han havde fået få minutter for inden og sikkert mange gange før det.

Bare der var flere mennesker som ham, der kan se ud over egen næse og hjælpe andre – også selv om de ikke har deres på det tørre. Jeg håber, at det er rigtigt, at børn ikke lærer af, hvad man siger, men af hvad man gør. For så har de lært et par vigtige lektier i dag.

Reklamer