Jeg vil gerne være en rollemodel for mine børn, men der er simpelthen et sted, hvor jeg ikke kan vise mig som den voksne, der er cool, calm, collected. Og det er hos tandlægen! Jeg ved godt, at man skal vise børnene, at det ikke er farligt eller ubehageligt, bare fordi man selv synes, det er noget nær tortur. Lige som man ikke skal rynke på næsen og sige “Adddd”, hvis der er noget mad, man ikke kan lide. Men jeg har virkelig svært ved at vise begejstring for at skulle til tandlæge og have stoppet to menneskers fingre samt alverdens rense-dimser af metal ind i munden.

“Må jeg komme med dig til tandlæge, mor?”, spurgte den ældste, imens den lille stemte i: “Os’ mig!”. Jeg svarede nej, og de afkrævede mig et svar.

“Fordi mor simpelthen ikke kan li’ det!”.

“Hvorfor ikke?”

Her er det lidt svært at forklare en knap 5-årig, at selv om jeg faktisk aldrig rigtig har problemer med tænderne, så er udsigten til at have gummihandsker i munden, og at få flået tandsten ud med, hvad der føles som en fiskekrog, ikke er vildt fedt. Ej heller udsigten til at skulle betale et ukendt antal hundrede kroner for ti minutters ubehag, som på regningen udspecificeres som et “serviceeftersyn”, og mest af alt får mig til at føle mig som en udtjent Ford Escort fra 1980’erne – og så var der ikke egnagn var noget galt med mine bisser… Det er svært at forklare noget, som egentlig er lidt irrationelt, men føles meget virkeligt, når man smækker røven i sædet i det meget lille rum, og en skarp lampe rammer fjæset, alt imens – en, ellers rar, svensktalende mand med mundbind på beder dig om at åbne munden og først stiller sine spørgsmål, når man munden fyldt med fremmedlegemer.

“Det kan jeg bare ikke”, blev ikke helt godtaget som svar. Men jeg tror, den fulde forklaring vil give større problemer på sigt.

 

Reklamer