Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få det beskrevet helt, men jeg har brug for at komme ud med den væmmelige følelse, der har siddet i mig siden i morges. Ja, faktisk siden i går. Tankerne har kredset, og jeg har haft kvalme ved tanken om den overlevering af min søns dag i vuggestuen, som jeg fik i går:

Den ene ansatte gik ud for at vække ham fra middagslur i krybben, og finder, hvor han har besvær med at trække vejret. Ingen kunne høre ham i babyalarmen. Han ligger på ryggen med sele på, og hun hiver ham hurtigt op og ind til sig, og han får vejret, og græder.

Jeg får beskeden midt i kaos af børn og forældre, der alle skal hjem og taler og leder efter glemte ting og sager, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal reagere. I bilen på parkeringspladsen sidder jeg foruroliget og fuldstændig lamslået. Hvad var det, jeg lige fik af vide? Ville de ikke have kontaktet mig, hvis der virkelig var tale om, at han var ved at blive kvalt? Hørte jeg rigtigt? Var det alvorligt, eller blot et øjeblik? Hvad skete der egentlig?

Følelserne og tankerne var i oprør hele aftenen hjemme, og jeg havde ingen, jeg kunne kontakte og få talt om tingene. Ingen af dem, der var der i løbet af dagen. Ingen af de involverede – udover min lille søn på 26 måneder, der var centrum for det hele, men som ikke kan forklare mig andet end bilernes farver og hvad han gerne vil lige nu. Det var hæsligt at tænke på, uden at kunne få svar.

Her til morges spurgte jeg den pædagog, der havde overleveret hændelsen til mig dagen før, men som ikke selv var den, der tog ham op. Hun fortalte, at han græd, havde trukket vejret ind og havde været blålig i ansigtet, og at han virkede som om, han ikke kunne trække vejret. At det var blevet opdaget, fordi de ville vække ham, men at de ikke havde kunne høre ham i babyalarmen. Min rædsel blev bekræftet. Og angsten voksede. Han skulle jo sove på et tidspunkt, hvor de ikke kan have opsyn med alle børnene på én og samme tid. Aftalen blev, at han sov på stuen i stedet for i krybben. Det ville jeg være mest tryg ved givet gårsdagens oplevelse. Andet kunne jeg ikke gøre eller sige. Jeg var grædefærdig og det hele hev i mig for at holde om ham og sidde og observere ham konstant – af frygt for, at det ville ske igen.

Jeg ved, at personalet ikke kunne have gjort noget anderledes, og at de reagerede præcis så snarrådigt, som de kunne og skulle. Ingen kunne have forudset det. Og at de – lige som han og jeg – blev chokerede og bange.

Oplevelsen her genopliver min største frygt: At miste mine børn. De var begge gylpebørn som små, og jeg havde så svært ved at lade dem alene i barnevognen, da jeg med begge børn oplevede, at de lå på ryggen og ud af det blå gylpede så voldsomt, at jeg måtte vende dem om og klappe dem hårdt i ryggen, for at få det ud igen og befri deres luftveje. Jeg glemmer aldrig de oplevelse og den uoverstigelige frygt, de efterlod.

Følelsen er tilbage nu, og jeg ved ikke, hvor jeg skal parkere den. Angsten og frygten for, om det så kan ske igen. Hvordan kan jeg beskytte ham? Fra hans første åndedrag var han i fare for at miste livet på grund af hjertesygdommens voldsomme greb i ham. Vi har kæmpet og grædt og slugt gigantiske kameler sammen. Og vi har overvundet det og tror på fremtiden. Og så vælter det hele frem fra skabet med en oplevelse som denne. De ting, jeg har i bagagen passerede revy på nethinden og sendte strøm gennem mit hjerte.

Hver aften, inden jeg går i seng, kysser jeg dem begge på kinderne og lytter til deres vejrtrækning. Sikrer mig, at de er ok, og hvisker til dem, at jeg elsker dem over alt på jorden og at de er mine ønskebørn. Hver aften indsnuser jeg deres duft, og rammes af en dyb taknemmelighed og en bekymring for, ikke altid at kunne passe så godt på dem, som jeg kan nu. Imens de er små. Holder en hånd på min søns bryst og mærker hans hjerte, imens jeg siger godnat til det og beder det om at passe godt på ham. Hver eneste aften.
Det beder jeg inderligt til, at jeg kan komme til, så længe som overhovedet muligt. At jeg kan være der for dem og redde dem fra alt ondt eller smertefuldt. At jeg ER der, nu og når det gælder.

 

Reklamer