For nylig fik jeg besked om, at et par i vennekredsen går fra hinanden. Det er ikke første gang, jeg oplever, at vennepar går fra hinanden – desværre – og hver gang, det sker, tænker jeg, at det er vi simpelthen ikke gamle nok til. Vi er jo dårlig nok kommet i gang. Og jeg har måske endda allerede været gift længere end mange, i kraft af at vi kan fejre 7-års bryllupsdag om få uger.

De par, jeg kender, der er gået fra hinanden på det seneste, har alle været sammen siden 15-16-årsalderen. DET er længe, synes jeg. Jeg var dårligt nok begyndt at opdage hankøns eksistens, da jeg var 15 år. Og jeg var slet ikke klar til at binde mig til den samme. Tror jeg i hvert fald ikke.

Jeg har tænkt en del over, at det synes som om, deres tid er løbet ud alt for tidligt. Måske fordi de er startet “for tidligt”? Jeg ved det simpelthen ikke, og jeg skal ikke kloge mig på det. Tænker jeg tilbage på min egen debut med det andet køn, så kan jeg seriøst godt have svært ved at forestille mig dem i en alder af 34 år. De hører ligesom til i ungdommens puls og mangel på både forpligtelser og evne til kun at tænke her og nu.

Kunne du tænke dig at være sammen med den kæreste, du havde, da du var 16 år?

Jeg kunne ikke. Jeg kan ikke forestille mig et liv med én eneste af dem, jeg var sammen med inden jeg blev 20 år. Og slet ikke se dem som fædre til mine børn! Var jeg endt op sammen med én af dem, kunne jeg bl.a. have været landmandskone eller have levet i et voldeligt forhold. Af hvad Facebook og tidligere bekendtes beretninger afslører. Det første kunne jeg nok godt have levet med. Det andet under ingen omstændigheder! Havde jeg holdt ved mit første rigtige forhold, så ville vi kunne fejre 18 år sammen, og jeg ville have været adskillige (seksuelle) oplevelser fattigere. Ikke at jeg har være godt og grundigt omkring blokken, men jeg har heller ikke holdt mig til den første, jeg fik.

Man kan godt spørge sig selv, om sex ville være det samme, hvis man ikke havde øvet sig? Eller kun øvet sig på den samme i 18 år, når man kun er 34? Du kan sikkert tænke tilbage på en oplevelse, som du har haft med én, der ikke er den, du er sammen med i dag. Ville du have været den foruden?

Jeg har været i den heldige situation, at det kun én gang i mit liv har været mig, der er blevet forladt (og jeg satser på, at vi forbliver ved den ene!). Dengang føltes det, som om mit hjerte blev flået ud og trampet på, og jeg kunne ikke tænke mig at føle sådan igen nogensinde. Vi syntes ellers at fungere på alle punkter. Jeg troede, han var den eneste ene, men sådan skulle det ikke være. Og i dag, er jeg ikke sikker på, jeg kan huske, hvorfor jeg blev SÅ ked af at miste ham. Dengang troede jeg, han var “the one”, men han så mig vidst mest som “someone”.

Det hele var i hvert fald anderledes, da jeg mødte ham, jeg nu snart har været sammen med i 10 år. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvordan, men med ham kunne jeg se længere ud i fremtiden. Og det er ret heldigt, for ellers havde denne blog ikke eksisteret. I hvert fald ikke som den er i dag. Så havde jeg ikke haft præcis de to skøre unger, jeg har i dag. Måske tænkte de par, der startede deres rejse sammen i en ung alder også, at de ikke kunne se forholdet gå i stykker, da de rundede ti år sammen? Kiggede de på andre, der blev skilt og tænkte, at de var startet for sent i livet? At de var blevet for kræsne, efter at have prøvet af?

Det er overvejende godt, at man ikke ved, hvad der venter rundt om det næste hjørne, for så kunne man blive ved med at lede, tænker jeg. Jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke stoppede “jagten”, da jeg just var begyndt. Og at jeg ikke skal til at lede igen nu 18 år senere, imens hjem og børn skal deles. Det håber jeg i hvert fald ikke, jeg skal.

Ham, som jeg syntes, slap væk i utide, smuttede nok på det helt rigtige tidspunkt, så jeg kunne komme denne vej. Lige meget, hvor meget jeg kan brokke mig over, at min mand igennem så godt som 7 år, ikke altid ser, hører eller forstår mig, selv om vi har været sammen så længe, så kunne jeg simpelthen ikke forestille mig at skulle splitte op og samle igen, så godt som man nu kan. Bare tanken om det, kan gøre mig trist, som skilsmisser altid gør. Drømme, der brister og børn, der mister. Nogle gange er det for det bedste, men sjældent helt lykkeligt alligevel. Det misunder jeg ingen. Så hellere brokke mig over tablet-tid og give tørt på, når det bliver for meget. Og satse på, at ingen af os bliver den, der slipper væk.

Reklamer