Stille søndag imens sneen tør og ungerne langsomt går hinanden på nerverne i en kombi af at være kommet sent i seng i går og at forældrene har besluttet sig for en dag uden planer.

Forslaget om fællesleg viste sig hurtigt at være en dårlig idé, eftersom de endte med at surmule begge to efter ca. 5 minutter. På forslaget om at gå en tur, sagde den ene ja og den anden “jeg giiiider ikke” (gæt selv hvem). Et øjeblik overvejede jeg at bænke dem med iPaden hele eftermiddagen for selv at tage en morfar på sofaen og måske læse et par sider eller tre i “Alt det lys vi ikke ser”, som jeg stadig kæmper lidt med at se det hypede i. Men angsten for offentlig fordømmelse og omsorgssvigt vandt, og jeg valgte alligevel at insistere på det der med “udenfor”.

Mod intentionen endte jeg stadig med kun at få 50% af arvingerne med udendørs. Den anden endte med iPaden…

Yngstemanden og jeg traskede ud i dryp og sjap og jeg spurgte, hvilken vej, vi skulle gå. Han pegede ivrigt. “Den der vej”. Og det gjorde vi. Lige frem efter næsen, alt imens han skubbede sin klapvogn lystigt foran sig, så han flere gange var ved at stå på snotten.

“Hvor skal vi hen, V?”, spurgte jeg.

“Finde en drav-to”, svarede han, som endnu ikke kan sige “g” og “k”.

Gravko it is. Og det burde p.t. ikke være så svært i Odense, efter som hele byen mere eller mindre er under transformation. Og vi fandt den.

Tænk sig, at hele end lykke kan være gjort, hvis en stor orange gravko er i éns åsyn? Tænk sig, at man kan få julelys i øjnene og elske hele verden, hvis blot man kan se på arbejdsmaskiner og råbe højlydt efter dem? Tænk sig, at jeg kan fremstå som på én gang verdens bedste og verdens mest uansvarlige mor, ved at fremtrylle førnævnte vidundere på klods hold og at tage min 2-årige søn med ind på en byggeplads. Til mit forsvar vil jeg sige, at det jo var søndag, og de holdt stille.

Jeg har efterhånden vænnet mig til, at alle lege skal involvere meget komplicerede og strategiske plot med en konstant risiko for at fejle fælt, hvis legen ikke følger den minutiøse plan, som den 4-årige har udtænkt. At jeg faktisk når at gå kold i legens mange regler, før den overhovedet kommer i gang. At alting skal involvere en prinsesse eller en eller anden figur fra den seneste obskure tegnefilm, hun har set på Netflix. Hvis ikke legen er præcis som i børnehaven, er jeg bare er verdens dårligste mor. Og oftest ynder hun at vi skal lege disse lege lige midt i forberedelsen af aftensmaden eller når vi er på vej ud af døren om morgenen.

Jeg har aldrig været ret god til at lege børnelege. Ærlig talt: Jeg elsker begge mine børn uendeligt højt og vil gå til verdens ende for dem, men jeg keder mig bravt, når jeg skal sidde og prøve at følge med i, hvad Barbien eller bamsen siger og gør, og er SÅ dårlig til at finde på næste move i legen. Så er jeg bedre til at hoppe på trampolin og rulle ned af en skrænt og at slå søm i.

Men en ny verden har åbnet sig: Som drengemor er jeg the schizzle, hvis bare det involverer motorer, mudder eller mad! Jeg styrer total i de kategorier! I hvert fald så længe han er 2 år… Det hele er langt mindre kompliceret, og han er tilfreds med langt mindre kompleksitet end sin søster. Han er faktisk bare tilfreds med at være og at sætte sin selvstændighed fri ved at gøre et eller andet helt uden hjælp.

Jeg føler fra tid til anden, at jeg gør forskel på de to, men håber, at det i sidste ende går op på bundlinjen af opmærksomhedskontoen. Jeg er bare ikke så stor fan af at blive kostet rundt med og kaldt kedelig eller dum, hvis jeg ikke forstår legens mange facetter konstant og er med på at lege i mindst 2 timer ad gangen. Så foretrækker jeg sgu en gravko og et  par gummirøjsere!

image

Reklamer