Man må ikke grine af sit barn, hvis det er bange for noget. Det ved jeg. Men det er altså lidt svært ikke at trække på smilebåndet, når min søde lille søn på netop 2 år stikker i et hyl og løber væk, når Shaun the Sheep (på dansk Frode Får) ruller over skærmen på Ramasjang. Vi taler ikke bare lidt bange. Vi taler hyl og tårer og hulk, alt imens han peger febrilsk på skærmen! Every f****** time….

Hvis du ikke kender Shaun the Sheep, får du lige en snas her:

Jo, de er modelervoks-ish og har karikerede ansigtsudtryk, meeeeeeennnn…. Det er vidst, hvad man kan kalde en irrationel frygt.

Og nu skal man jo ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus. Jeg var nemlig selv panisk angst for klovne som barn. Og jeg er faktisk stadig meget lidt begejstret for dem, selv om jeg ikke i en alder af 34 år får hjertebanken og svedeture, når jeg ser dem.

Vi går frem på meget pædagogisk vis (GISP!) med ham Lille V ved at sidde og kramme, imens vi ser programmet sammen og taler om, at fåret er sødt/skørt/surt og grine højlydt, når det gør noget tosset. Og han ser det, alt imens han klemmer ens hånd fast, men reagerer på præcis samme måde næste gang, introen går i gang. Og selvfølgelig sendes programmet ret ofte på kanalen, præcis, når han har spist og ungerne og jeg gearer ned i sofaen inden deres sengetid.

Det er sgu ikke altid til at finde ud af, hvad der sker i hovedet på ungerne. Men jeg er ret sikker på, at sønnikes opfattelse af Shaun er ca. sådan her (o:

Fårsatan

 

 

Reklamer