Bloggere er af natur ikke det folkefærd, der har lettest ved at holde kæft. Om ikke andet, så i hvert fald svært ved ikke at sende sin mening ud gennem fingrene. Nogle gange også mellem sidebenene. Og ytrer man sin mening offentligt, så må man også stå til mål for den, hvis du spørger mig.

Jeg startede denne blog som et lille hyggeprojekt, og var ærligt talt ved at bruse over af lykke, da jeg fik mine første kommentarer og følgere. Hverdagen og mine børn former stadig bloggens karakter, og derigennem også de holdninger, jeg giver udtryk for i takt med, at jeg løber ind i nye muligheder og udfordringer. Jeg elsker blogmediets uforudsigelighed, og jeg må sande, at det er sandt, når man siger, at man indimellem har et standpunkt, til man får et nyt. I guder, hvor har de to små skattebasser flyttet min verdensopfattelse!

Endnu mere var jeg ved at falde ned af stolen, da den første journalist kontaktede mig for et par år siden med henblik på en historie om noget, jeg havde skrevet på bloggen. Det faktum, at den havde nyhedsværdi og ”umpf” nok til også at have medieinteresse var ret overvældende. Det er sket flere gange siden, men faktisk har jeg pænt takket nej flere gange, da overskuddet ikke har været der, og jeg har bloggen for at kunne råbe højt på en pæn måde, men ikke nødvendigvis har lyst til at stå til skue for hele Danmark på TV. De fleste henvendelser involverer nemlig optagelser i eller uden for mit beskedne og helt igennem gennemsnitlige lille hjem.

Bevares, jeg har skrevet synspunkter til andre blogs og medier, men her har jeg stadig kunnet bevare en lille smule af den anonymitet, som giver mig modet til at skrive min uforbeholdne mening på en ikke ”troll”-agtig måde! I takt med t bloggen bliver læst mere, bliver jeg også ”genkendt” mere i venne-, bekendtskabs- og arbejdskredsen. Fordi jeg er ærlig, men det sætter også nogle barrierer for ærligheden, synes jeg. Så føler jeg mig pludselig endnu mere nøgen, og overvejer ordene og emnerne mere. Så gennemarbejder jeg min uforbeholdne mening lidt mere, så den – mod min vilje – nogle gange ender med at blive med forbehold. Sådan ønsker jeg faktisk ikke, det skal være. Men om man vil det eller ej, er alle omkring mig også en del af det liv, jeg beskriver på bloggen, og det kan sætte grænser for ærligheden, så ingen føler sig udstillet og jeg ikke får fingrene unødigt i klemme. Det ville være noget af det sidste, jeg ønsker mig.

Da jeg i ugens løb blev kontaktet af landsdækkende radio på baggrund af dette (gamle) indlæg og en netop offentliggjort undersøgelse om hvorvidt, det er mor eller far, der tager barns sygedage, valgte jeg dog at takke “ja” til interview. For jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på fordelingen i hjemmet og på arbejdsmarkedet kønnene imellem. Og det var faktisk langt mindre grænseoverskridende, end jeg havde forventet. Jeg var mig selv – præcis, som jeg ønsker at være på bloggen, og det var min mening. Ekspert i min egen hverdag, om man vil, men ikke som rollemodel eller garant for en offentligt accepteret mening.

Jeg blev da også hurtigt tilbudt at få en mikrofon i fjæset og et kamerahold i ryggen, men igen var jeg ikke SÅ hungrende efter 15 minutes of fame.

”Everything you say can and will be used against you”, siger amerikanerne. De har nok ret. Hvis man har en blog, har man den næppe for at holde sin mening for sig selv. Og det er nu engang ganske livsbekræftende – og betryggende – at andre (og medierne) finder indholdet så interessant, at I/de læser med (o:

Reklamer