Julefreden har sænket sig over det lille hjem, og kalenderen er tom for planer. Præcis den slags jul, jeg allerbedst kan lide! Vi har været så “asociale”, at vi har sagt nej tak til den årlige julefrokost i min mands store familie. Dels fordi vi ikke har lyst til at tilbringe i alt små 7 timer på de danske landeveje, men mest fordi vi har besluttet at være hjemme og være sammen så meget som muligt, da vi sørgeligt nok har mere juleferie sammen, end vi havde sommerferie i år.

Ungerne tøffer rundt og leger med deres julegaver. Ældstepigen kommer nok næppe ud af sin nye Elsa-kjole på denne side af nytår, og yngste-slynglen leger med Duplo til den store guldmedalje. “Mig bytter”, råber han med jævne mellemrum af bare fryd, og slægter sin søster på i form af ikke at kunne sige hverken “g” eller “k”.

Imens de synes at arte sig over alt forventning, går jeg og rydder op i skabe og skuffer. Yngsten kan ikke længere have vommen i str. 92, så det er givet videre til genbrug, og en anseelig mængde legetøj, er gået videre af samme vej, så der er plads til alle deres nye legesager. Babytingene viger pladsen for Duplo, værktøjssæt og biler i alle afskygninger, og babydukkerne er ikke længere i høj kurs, efter at ældstebarnet har kastet sin kærlighed på LEGO Friends. Vores familie har i den grad støttet LEGO-koncernen i år…

Babysengetøjet og babydynen er for kort, og om få dage ryger også tremmesengen ud til fordel for en juniorseng. Pusletasken er kasseret og begge autostole er nu fra 15 til 36 kilo.

Kort sagt: Babytiden rinder for evigt ud. Kun puslebordet holder standhaftigt ved.

Er jeg vemodig over det? Faktisk ikke. Jeg har for længst besluttet, at jeg ikke skal have flere børn. To skønne banditter er, hvad jeg fysisk og mentalt kan holde til, og jeg er uendeligt taknemmelig for, som tingene er gået og de to, jeg har fået! Præcis som de er.

Med fare for at lyde kynisk, så kan jeg godt engang imellem tænke “Godt det ikke er mig”, når en eller flere i venne- og bekendtskabskredsen annoncerer, at der en en baby mere på vej. Jeg siger det ikke højt, men tanken om at starte forfra er ikke just tiltrækkende. Og “godt det ikke er mig”, fordi jeg bare ikke var god til at have spædbørn. Det ville ikke være lykken for mig eller for resten af vores lille familie, hvis jeg pludselig skulle miste overskud og føle, at jeg mistede mig selv – omend det ville være for en stund.

Det eneste jeg kan være vemodig over, er at jeg ikke formåede at være glad, imens jeg var på barsel. At jeg følte, at jeg mistede mig selv et sted imellem veer og bleer og aldrig blev dus med at skulle gætte mig frem, mangle søvn og være alene en stor del af tiden. Det kan godt gøre ondt fra tid til anden. Jeg ville ønske, at jeg kunne have været glad og have taget det hele ind med åbent sind.

Helt ærligt, følte jeg mig ensom, som jeg sjældent har følt det, og følte ikke, at jeg kunne gøre det, en god mor skal og bør. Set fra mit perspektiv, kunne alle andre finde ud af det, og selv om det overhovedet ikke er rationelt, føltes andres – i mine øjne – åbenlyse succes med deres babyforetagender som en bestyrkelse af min egen fiasko på sammen område.

Virkeligheden var nok – set i bakspejlet – at jeg var hjemme, var mor og var tæt på mine børn i en sådan grad, at jeg kom til at længes endnu mere efter at være mig selv. Bare for en stund. Jeg trængte så meget til at være andet end kone og mor og rengøringskone og madlaver og tøjvasker, at jeg indimellem fik lyst til at flygte. Indimellem for altid.

At jeg ikke kunne identificere mig med bøgernes og bladenes og enkelte i mødregruppens billede af, hvad barsel skulle indeholde og hvordan “man var mor”. Igen følte jeg mig mere og mere uduelig i lyset af “andres” måder at gøre tingene på. Ydre påvirkninger gav føde til den indre følelse i en sådan grad, at jeg kom til at tvivle på mig selv i alt, selv om jeg gav alt, hvad jeg kunne.

Det kan jeg se nu, hvor jeg synes, at jeg er ved at være i nærheden af at være den slags mor, jeg gerne vil være. En nærværende mor, der siger ja og nej. Ja til børnenes ønsker og mod på verden, og nej, når jeg føler, at jeg er ved at tabe mig selv i forsøget på at skabe den bedste hverdag for dem. En mor, der tør være ærlig over for dem og sig selv. Og som er ved at komme i kontakt med sig selv igen.

Derfor skal der ikke flere babyer ind i mit liv. I stedet skal jeg sætte alle sejl til for at fortsætte med at være den mor, jeg gerne vil. Og på sigt også den kone, jeg gerne vil være. Den del er endnu ikke fuldt prioriteret, må jeg nok erkende. Ting tager tid, siger de kloge. Og jeg håber, de har ret. Min mand ER gledet i baggrunden til fordel for ungerne. Det er to forskellige slags kærlighed og to forskellige slags behov.

Jeg blev aldrig en mønster-mor og jeg havde ikke overskud til at tackle de udfordringer, hvert barn havde på hver sin måde, med ynde. Jeg var en elefant i en glasbutik på den front, og jeg skammer mig faktisk lidt over, at jeg kunne have SÅ svært ved at finde mig tilrette som mor, selv om vi ikke er ude i omsorgssvigt eller lignende. Intet var, som jeg havde forestillet mig, det ville være. Og det gjorde ondt. Det gjorde ondt ikke at elske den første tid med dem, jeg elsker over alt på jorden.

Babytiden er væk, og med den de fleste tegn på denne i vores hjem. Herfra skal der dælme være mere overskud og mere glæde. Herfra skal vi allesammen vokse og gro. Sammen og hver for sig. Mine børn får hver dag af vide, at jeg elsker dem højere end højt, og at de er mine ønskebørn. For det er de! På alle måder! Også selv om jeg havde svært ved at se skoven for bare træer i starten.

Reklamer