Bloggere, medier og andet godtfolk kaster sig frådende over lister og opgørelser over det år, der er ved at være gået. Og jeg vil kaste mig ind i fællesskabets trygge favn og give mit bud på de ord, der har tiltrukket sig min opmærksomhed på godt og ondt i 2015.

Jeg er i løbet af året stødt på ord, vendinger, begreber og forkortelser, som har fået mig til at undres, smile, google deres betydning eller fået mig til at knytte næverne i vrede. Der er ikke nødvendigvis tale om ord, der er undfanget i 2015, men noget, som jeg synes, har kendetegnet 2015 set fra en andengangsmor på 34 års side af hegnet.
Og du får dem serveret lige her:

Regulær shitstorm
Der har nærmest ikke været den politiske begivenhed, Facebook-opdatering fra en (semi-)kendt eller kundeservicehenvendelse i 2015, der ikke har trukket en såkaldt “shitstorm” med sig. En regulær shitstorm endda. Bevares, der har i social medie-land været lovestorms også, men shitstorms har ligesom haft mere “umpf” og fået mere medieopmærksomhed frem for feel-good-news. Det hele har ligesom været i to takes – først på Facebook – og så overalt i medierne.

Jensens Bøfhus og LEGO har været der bl.a., og de lever mig bekendt i bedste velgående til trods. For befolkningen anno 2015 glemmer også lige så hurtigt, som de hidser sig op over hvad vi nok må betegne som first world problems. Videre til det næste, medierne eller YouTube dikterer. Om der findes en irregulær variant, ved jeg ikke, men den regulære slags var i overordentlig høj kurs i året, der gik.

Selfiestang
Da jeg var barn, fik jeg en Amagerstang eller en fiskestang og senere i livet drak jeg mig stangstiv. Det er nok håbløst forældede begreber for nutidens unge, som nok kender det der med at være stangstiv, men ellers gør det mest i selfiestænger.

Tanken om, at verden har brug for en stang, der kan forlænge rækkevidden for at tage billeder af sig selv siger en del om, at vores “behov” er kommet ret langt væk fra fællesskabsværdierne, men det er måske bare mig, der er mærkelig her. Da Nintendo lancerede Wii’en, opstod fænomenet “wii-albue”, og i årets løb har der været en del “selfie-ulykker” – sågar selfie-dødsfald, fordi de pågældende kun havde øje for sig selv, so to speak.

Sugar-dating
Måske jeg (stadig) er gammel, men fænomenet om at blive betalt for selskab og seksuelle ydelser havde et andet navn engang… Jeg skal ikke gøre mig til dommer over noget, men jeg forstår det bare ikke, og håber ret meget at kunne beskytte min datter fra dette fænomen på sigt.

Minimumsnomeringer
Se her har vi fat i noget, som vi kan bruge til noget. Politikerne er ikke meget for at indføre dette i praksis, og i kraft af, at der spares på det groveste på børne- og ungeområdet i mange af landets kommuner, bliver minimumsnomeringer svære at overholde, hvis man forpligter sig til dem. Så er det lettere bare at tale om det.

Og det er synd. Både for børnene og for de voksne i institutionerne, som hver dag forsøger at få tingene til at hænge sammen. Som ikke kan tage børnene ud, fordi der ikke er personale nok. Som må tage 4 små børn med ud på badeværelset, hvis ét barn skal skiftes, da der ingen er til at se efter de øvrige imens – eller alternativt lade børnene gå med bæ i bleen længe, til der kommer én, der kan hjælpe. Dem, som skal leve op til læreplaner og høre på forældre, der med større eller mindre berettigelse brokker sig over den opmærksomhed deres pode(r) får.

Hvis du vil vide mere om kampen for disse, så kog forbi Forældrenes Landsforening eller Det familiepolitiske netværk på Facebook, #fampol på Facebook. Hvis vi råber højt nok i flok, kan det være, vi bliver hørt…

Omprioriteringer
#Holdnuligekæftikk. Hav rygrad nok til at kalde en spade for en spade. Nedskræinger bliver ikke mindre betydelige af, at politikere og spindoktorer forsøger at tale det mindre, end det er. Især ikke, når der spares til uanstændighedsgrænsen på børnenes forhold til kommunerne.

Will siger det…

Juicekur
Jeg har ikke forstand på, om det virker eller ej – ejheller om det er sundt – men jeg kan sige én ting: Jeg ville ikke holde en uge på det. Jeg ville simpelthen dø af sult!

Venligboer
Vendelboerne sagde det, og en stor del af landet fulgte efter. Europa står over for den største flygtningetilstrømning længe set og regeringsledernes manglende evne til at finde fælles løsninger og træffe fælles valg- og fravalg står larmende klart, imens de forskellige lande begynder at lukke sig inde bag grænser og råbe skældsord over voldanlæggene til hinanden.

Vi kan ikke tage alle flygtninge, og det skal vi turde se i øjnene. Men vi kan gøre en indsats for dem, der er kommet og dem, som p.t. sidder fast på Ingers Camping.

FOMO
Jeg fattede først ikke helt, hvad pokker, vi havde med at gøre her – og indrømmet – googlede det. Og så forstår jeg det nok stadig ikke helt. “Fear of missing out”. Angsten for at gå glip af noget.

Politiken har sågar en sektion med titlen FOMO. Anders Colding-Jørgsensen siger det bedre, end jeg kan, så I får lige hans version her.

Jeg er ret sikker på, at en teenager uden mobiltelefon og adgang til Snappen eller Facebook ville komme til at lide af seriøs FOMO – men jeg er ikke sikker på, jeg kunne. Eller det vil sige, at da jeg lå i isolation med min nyopererede, præmature søn i over 2 måneder. Der kunne man nok godt have sagt, at jeg led af FOMO (…før det overhovedet var et akronym). Jeg var i hvert fald bange for at misse en ret stor del af min datters liv og hverdag. Men det var lidt noget andet, ikke?

Jeg er dog ikke bange for at misse andres Facebook-opdateringer eller at gå glip af noget i nattelivet eller sladder på arbejdspladsen. Den tid er for længst blegnet til fordel for det liv, jeg lever med min lille familie og gode venner. Jeg behøver ikke så meget andet, og er ikke afhængig af at være med på en kigger i de (be)kendtes liv. Jeg holder mig til det nære. Og så er jeg sgu nok ret kedelig og old school. Det er ok med mig.

Og sådan lød ordene i 2015. Fra mig i hvert fald. Nu er der juleferie, og jeg har en masse halvfærdige indlæg, som jeg så gerne har villet dele med jer, men ikke har haft tid eller mentalt overskud til at skrive færdig. Tusind tanker og tosset tidsnød. Jeg satser på at give bloggen er seriøs omgang kunstigt åndedræt i 2016 – og forhåbentlig hænger I stadig ved!

Glædelig jul og godt nytår til jer alle!

Møs fra Mette

Advertisements