I dag lå der en kuffert på min datters plads i børnehaven, da jeg hentede hende. Allerede ved første øjekast anede en grum følelse mig… Det var den! Ikke helt den, som ikke må benævnes, men tæt på. Det var børnehavens fedtede vandrenisse, som nu skulle med os hjem. Moderens skepsis så dog ikke ud til at være nedarvet til barnet, der jublede hele vejen ud til bilen, imens hun svingede kufferten i luften. Jublende lykkelig, siger jeg dig.

Og den glæde nænner moderen ikke at spolere, alt imens hun også ihærdigt forsøger at fortrænge, hvor mange fedtede børnefingre, der har befamlet den igennem årene – for den er ikke just den slags, man lige giver en kvik 40-graders-vask. Antallet af snotbakterier og andet godt på overfladen af den kan få en mikrobiolog til at blive forelsket, er jeg ganske sikker på…

“Begejstringen” hos moderen falmede yderligere, da hun for 3. gang på under en time skulle kravle rundt og endevende alle kroge af huset og kigge under sofaen, fordi barnet med gråd i stemmen erklærede, at nisse-monstret, der er en tvivlsom blanding imellem Chucky og Fru Pudderkvast fra Ramasjang, der er i færd med at klemme livet ud af en sagesløs kalv, var væk, og at hun ikke kunne undvære den. Goddamnit! Så forstår jeg bedre, at jeg dagligt endevender børnehaven, fordi hendes støvler befinder sig i hvert sit hjørne af legepladsen og hun ikke har den fjerneste erindring om, hvor hendes jakke, handsker og madkasse er. Hvem sagde über-distræt???

Nå, men den her nisse kommer jo ikke bare på besøg og overnatter. Nej, ser du. Den skal jo også finde på drillerier, som skal skrives ned i en bog og læses op dagen efter for hele børnehavegruppen. Og det kan godt være sin opgave, når man får den med hjem d. 16. december, hvor de øvrige forældre allerede har bundet alle snørebånd sammen på skoene, vendt stolene omvendt, farvet mælken grøn-lyseblå med striber på og alverdens andet godt. Kort sagt: De lavthængende frugter er ligesom allerede plukket.
Første tanke var at skrive, at den drak sig helt og aldeles gewesen i julebryg og sov rusen ud hele natten, hvorfor den ikke nåede at lave nogen form for drilleri. Men det kommer nok til at klinge en anelse falsk i pædagogernes ører, alt imens de i hovedet formulerer en indberetning til kommunen.

Så jeg måtte tænke lidt mere over det.

Det kreative og overraskende musikalske barn kom med brugbare inputs til dagbogen i form af at digte en jule-godnatsang for nisse-bæstet, hvilket helt sikkert kommer til at trække lækkerhedsfaktoren for dagens visit op. Så nu, hvor hun sover, har “nissen” vendt alle husets billeder og børnetegninger på hovedet, og har pakket madpakken ind i gavepapir med stor sløjfe (…hvorefter moderen kom i tanke om, at barnet slet ikke skal have madpakke med i morgen…). Nå, men så er der da ikke andre madpakker, der kommer til at stjæle dens shine i køleskabet i morgen, imens den står der alene og blomstrer.

Den, der har fundet på den der tradition, burde seriøst lægges på hjul og stejle. Tænk lige, hvor mange gange, man skal det igennem med 2 eller flere børn frem til arvingerne er ude af børnehaven og pænt langt inde i indskolingen. Og man er ligesom tvunget til at finde på lidt variation fra år til år.

Jeg er ikke fan, men som med bleskift, rengøring og cykelture i stiv kuling med regn i fjæset, gør man ting, fordi man skal. Og så håber jeg godt nok, at unge-bassen bliver begejstret, når hun vågner i morgen!

20151216_210119

Reklamer