Julen er over os og under os og rundt omkring os og alle vegne. Julekalendere, butikker, reklamer, i børnehaven og vuggestuen og på alle gader og stræder. Det ser så hyggeligt ud, og jeg vil faktisk indrømme, at jeg glæder mig til jul i år. Det har jeg ellers ikke såådan haft for vane.

Hvorfor ikke? Fordi jeg synes, julen ofte bærer så mange forventninger og traditioner med sig, at det ender med at blive en konflikt, hvis ikke alles drømme og forventninger indfries. Så ender det – i hvert fald i min familie – med at blive noget a la “Så sæt dig nu for h****** ned og HYG og gør PRÆCIS som sidste år!”. Det er der ikke meget juleånd ved i min verden. Heller ikke selv om ønsket om den perfekte jul er tænkt i den allerbedste mening.

Men efter at 2 børn har passeret igennem min krop og jeg kan se deres glæde ved nisser, gran og brunkager, så overvinder det moderens ellers lunkne forhold til julen. Så selvfølgelig har vi julelandskab i vindueskarmen, adventskrans og nissedør på væggen. Vi har set Luciaoptog og spist æbleskiver i børnehuset og gaverne er efterhånden i hus.

Og så er det lige, at julestemningen får en falsk klang og de kager, min datter har trillet i børnehaven og ret fejlagtigt kalder “pikkenødder”, smager ret fælt . For vi kan tage del i det hele. Vi er privilligerede nok til at have både det mentale og økonomiske overskud til at give vores børn og familier en masse i julen, og vi sidder ikke i en teltlejr et sted i Jylland og venter på en uvis skæbne. Vores børn tager julen for givet med gaver og det hele. Forventningens glæde – fordi alt omkring dem giver dem forventningen.

Jeg har virkelig haft mine kvaler med det der med gaver. Ikke fordi børnene ikke har ønsker nok, men fordi jeg faktisk får det lidt dårligt ved at sende en “bestilling” på julegaver, selv om traditionen byder det, og selv om jeg gerne vil gøre andre glade. Der er jo ret mange andre måder at give glæde på.
Jeg får det skidt over at spørge min morfar, om jeg skal hjælpe med at finde julegaver til familien fra ham, og efterfølgende komme med en posefuld gaver og give ham et (aftalt!) beløb på flere hundrede kroner, som jeg har lagt ud. Han er pensionist, for fa’en. Han har ikke alverden af penge heller. Og det er ikke gaverne, det kommer an på.

Det skal jo ikke være sådan, at vi skal granske budgettet og give gaver, fordi vi føler, vi skal. Så vil jeg langt hellere undvære alle gaver og bruge tid sammen. Mine børn mangler ikke noget, og det gør jeg heller ikke. Ikke noget, som er need to have og ikke nice to have. Jeg spurgte min datter den anden dag, hvad hun ønskede sig allermest til jul, og svaret var en “Anna-dukke” (den fra Frost, du ved…). Jeg spurgte, om der var andet, hun ønskede sig, og hun svarede: “Nej, bare den. Så vil jeg ikke ønske mig mere”. Hun får den og en hel del andet. Men reelt set ville hun kunne undvære det hele og være ganske lykkelig uden.

Julen betyder noget, hvis vi gør den til vores egen, og er sammen med de mennesker, vi holder af. Fordi vi vil og ikke fordi, vi skal. Fordi vi holder af hinanden og vil hinanden. Og så er gaverne – for mit vedkommende – helt ligegyldige. Jeg føler mig heldig i livet og behøver ikke mere, end min lille familie, for at være lykkelig. Vi har fået foreviget børnene hos en fotograf (og her håber jeg så på, at ingen fra familien læser med), for at give en gave, der forhåbentlig kan vare længere og give mere glæde i hverdagen. Hvis de ellers finder glæde i at kigge på mine arvinger…

Men når det så er sagt, at jeg kan undvære julen, hvis bare vi er sammen og skaber mening sammen, så er det stadig svært at bære, at der er rigtig mange, for hvem julen ikke er lig med glæde. Især de yngste medborgere, der ser vennerne får jul og julegaver, men selv må sluge det faktum, at deres forældre ikke har råd til at holde jul. Børn, der ikke får lov til at få andel i magien og efterfølgende skal lytte til og se andres jul, som de ville ønske bare en lille del af, var deres egen. Som enten mobbes, fordi de ikke fik en iPhone eller bare et juletræ, eller som føler behov for at lyve om deres jul, for at lette følelsen af at være udenfor fællesskabet.

Dansk Røde Kors lagde i denne uge en video på deres Facebook m.m., som viste reaktionen fra danske børn, der i et eksperiment, fik besked på, at der ikke var råd til at holde jul. Børnenes reaktion lod sig ikke skjule og affødte undren og tårer, men også alle forsøg på at tilbyde deres forældre hjælp fra egen sparegris. Efterfølgende fik børnene af vide, at det ikke var rigtigt.

Jeg tudede som en pisket, og sendte i øvrigt straks 50 kr. til julehjælp ved at sende en SMS med teksten ‘julehjælp’ til 1240 – og opfordrer dig til straks at gøre det samme!!!
Hvad der så skulle vise sig, var at videoen fik så mange kommentarer med på vejen om, at den var for hård og at det var synd for børnene i videoen, at Røde Kors valgte at fjerne videoen. Og her knækker filmen for mig. For børnene i videoen lider ikke nød – de FÅR en jul. Men beskeden i videoen er et vilkår for rigtig mange børn i Danmark, og her er der ingen voksen, der kommer og fortæller, at det bare var en joke. Disse børn skal acceptere skuffelsen og afsavnet. Børnene i videoen personificerer det, vi med midler og ressourcerne til at holde jul, ikke kan lide at se. Men på grund af vores dårlige følelse inden i – som sikkert er glemt juleaften – må en video, der i den grad opfordrer til handling, pilles af. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det handler om at give 50 kr., hvis man har dem, til at hjælpe børn. Det handler ikke om at skjule eksistensen af det, vi ikke kan lide at tænke på. Det skaber ingen juleglæde.

Så kan du undvære 50 kr. så siger jeg det lige igen: Send en SMS til 1240 med teksten ‘julehjælp’. Så er du med til at give børn en oplevelse, der giver præcis det, julen handler om: Glæde og nærvær og fællesskab!

Indlægget er på ingen måde linket til eller sponsoreret af nogen – men beror udelukkende på min egen holdning til, hvordan de 50 kr. jeg bruger på modemagasinet, en café latte eller mandelgaven kunne bruges mere konstruktivt 🙂

Reklamer