For et par uger siden var min bedre halvdel syg. Selvfølgelig afleverede jeg ungerne, og da jeg kom hjem fra job, og havde hentet dem igen, lå han på sofaen og så Netflix. Det ville jeg egentlig også gøre, hvis det var mig. Og så alligevel ikke. For jeg havde nok prøvet at fjerne børnefamiliens evige rod fra fladerne, og havde måske også følt, at jeg i det mindste kunne vaske gryderne af og tage aftensmad op af fryseren. Jeg havde nok også et øjeblik overvejet, om jeg egentlig var i stand til at hente børnene… Fordi jeg er kvinde, eller fordi jeg er født f*cking pligtopfyldende? Ved det ikke, men sådan havde det nok været.

Selv om det er pisse irrationelt, så blev jeg faktisk lidt jaloux på ham, som han lå der og så serier hele dagen. Hvem der bare lige kunne tage en lille forkølelse og ligge der og se resten af Orange is the new black eller Homeland, ikke? Det kunne da være fantastisk i en hektisk hverdag. Man er ret hungrende efter at slappe af, hvis man tænker på den måde, ikke?

Nogle gange skal man passe på med, hvad man ønsker sig. For et par dage siden, forærede karma mig en omgang mavekramper og invaliderende kvalme i tidlig julegave. Ikke just den der ”hyggelige” lille forkølelse… Jeg blev sendt til tælling på sofaen, det sekund, jeg kom hjem fra børnehaven med ungerne. Lyset slukkede simpelthen og jeg lå der i fosterstilling og holdt om min ømme vom i timevis. Et klassisk tilfælde af hybris og nemesis. Vågnede op af tågen, når enten en overgearet tumling på snart 2 kastede sig på mig og skreg ”Moar syg” eller når manden engang imellem gav udtryk for sin frustration over, at stå med begge børn alene…

Næste morgen vandt mandens togafgangstider over et styks mor, der lignede døden fra Lübeck og ærligt talt følte sig mere død end levende. Jeg slæbte mit korpus i tøjet, fik hældt havregrød i ungerne og kom ned i børnehaven for at aflevere ungerne, alt imens jeg prøvede ikke at kaste op i bilen, i børnehuset eller andre upassende steder. Se det er en af verdens latterligheder, man ikke læser om i mor-manualerne. Aflevering af børn og faste gøremål, når du selv er syg. Det burde nogen altså advare imod!

Og her har jeg så ligget siden. Netflix er der ikke set så meget som et sekund af, for jeg har skiftevis sovet, haft mavekramper og været ved at gå i gulvet – ooooog været ret selvmedlidende. Måske det er karmas måde at slå mig ud på, så al skal og bør bliver overdøvet, når det nu ikke er lovligt, at slå mig ud med lidt hestemedicin. I går føltes det enormt antiklimaktisk, at bære dynen fra sofaen og op i sengen og smide mig i den, og mærke, at den stadig var varm og lugtede af syg krop. Så kunne jeg ligge der og kukkelure i et par timer og holde fest med mavepinen i stedet for at sove. Sådan få rig lejlighed til rigtig at mærke den.

Nu, hvor tågen langsomt synes at lette, er både TV- og internetforbindelsen åbenbart røget. Så det er lige som om, at karma gnider sig i hænderne og tværer min jalouxi rundt i fjæset på mig. Det var så hvad jeg fik ud af at drømme om en dag på sofaen. Pis!

Jeg lover, lover, LOVER aldrig at gøre det igen! Ungerne bliver vel for pokker store engang og så kan jeg se de ti-tyve sæsoner af diverse serier, som jeg er håbløst bagud, imens de alligevel ikke gider mit selskab og finder mig pinlig.

Reklamer