I disse dage, hvor vores verden befinder sig et sted mellem chok og hverdag efter fredagens terrorangreb i Paris, læste jeg i dag et indlæg på Politiken.dk, hvis overskrift egentlig slår hovedet på sømmet i forhold til, hvad jeg prøvede at skrive for få dage siden: “Terror er noget, man begår, når man anser sig selv for at være Gud”.

Jeg er på mange måder lejlighedsreligiøs, men har en barndom bygget på kristendommen med i bagagen. Jeg kender mit religiøse ståsted mere indgående end juleevangeliet og fader vor, men indrømmer blankt, at jeg ikke er den, der sætter mine ben i kirken hver søndag. Nok nærmere i omegnen af 3-4 gange om året ved bryllupper, begravelser og den lokale kirkes spaghettigudstjeneste, når de sender mig en reminder.

Ungerne er døbt, og det betyder noget for mig, men jeg har ikke helt grejet, hvordan jeg får puttet den religiøse bagage, jeg selv har med mig, og som jeg sagde ja til at give dem, da de blev båret til dåben.

Vores hjem er ret åbent i forhold til modsætninger – og deres far repræsenterer et ikke-religiøst men pro videnskabeligt ståsted. Så de to banditter får serveret alle muligheder for at tage en debat og forme deres egne holdninger hjemmefra. Der er flere trosretninger i vores omgangskreds og i børnehaven, og der er ikke noget, der ikke er åbent for egen meningsdannelse, når blot det foregår på et sagligt plan med respekt for hinanden.

Så da jeg fredag – af alle dage – var letsindig nok til at sige til den 4,5-årige, at hun frit kunne vælge, hvilken bog, hun ville have til godnathistorie, og hun troppede op med Alle Børns Bibel, som hun fik ved sin dåb, var der ligesom et åbent vindue til at tage hul på processen.

Vi kom omkring fortællingen om skabelsesberetningen og Adam og Evas deroute fra Edens Have, samt fortællingen om Babelstårnet, Jakob og Esau og Noas Ark. Alt sammen fortalt i kapitler på 3-5 letskrevne sider. Men ikke desto mindre med store spørgsmål til følge fra det tænksomme barn:

“Hvorfor måtte de ikke spise af æblet, mor?”
“Hvorfor måtte de ikke bo i Paradisets Have mere, mor?”
“Hvorfor snød Jakob og hans mor deres far?
“Hvorfor ville ham der Gud ikke have, at de byggede et højt tårn, men i stedet skulle tænke på ham?”
“Hvorfor ville Gud drukne alle menneskerne undtagen Noa, fordi de ville bestemme selv?

Og så var det frem med de semi-åbne spørgsmål, som allesammen et eller andet sted endte med at Gud var lidt af en bølle, der ville have viden for sig selv, ikke ville dele sin have med andre, at Adam stak Eva og lod hende tage skylden, at Gud ville have al opmærksomheden, og at han var ret streng ved at sige til folk, at de enten skulle flytte fra hus og hjem eller drukne, hvis de ikke gjorde, som han sagde… Så meget for fred og fordragelighed, ikke? Hvordan lyder det ikke lige i et moderne barns ører?

Hun tyggede lidt på svarene, og spurgte så: “Hvem er Gud egentlig?”. Jeg svarede, at han for nogen var en rigtig person og for andre noget, der var inde i deres hoved, lidt som en følelse eller en tanke. Det kunne man selv bestemme, hvad man troede på. Hun var stille lidt, og konkluderede så: “Mor, jeg tror, Gud er én fra Ramasjang”. (Ti hi…fniiiiis!)

Nå, men summassummarum er, at hun sov trygt, inden vi nåede til Moses og Egyptens syv plager. Så kan “Kaninen, som så gerne ville sove” godt gå hjem og lægge sig med sin hypnotiske fortælling. Biblen, venner. Den kan tage pusten fra selv en overgearet, trodsig tumling med tusind spørgsmål! How do you like them apples? (…Sorry, Eva. No pun intended…).

 

Reklamer