Jeg har prøvet at skrive et indlæg om alle de tanker, der endnu engang fylder mit sind i kølvandet på vanvidshandlinger mod menneskeheden og ytringsfriheden. Men jeg kan simpelthen ikke sætte ord på det, jeg føler, fuldt ud. Jeg er ked af at sige det, men jeg forventede, at det ville ske et sted i Europa igen. Det var blot et spørgsmål om tid. Og det er virkelig sørgeligt at erkende. Men så længe, der er tosser ude i verden – uanset religion og hudfarve – der finder en sag så vigtig, at de vil slå uskyldige mennesker ihjel, som ikke finder friheden så hellig, at de vælger at sprænge sig selv i luften for en sag fremsat af syge hjerner – så er der desværre nok heller ikke et sted så helligt her i verden, at man kan føle sig helt tryg. Det er et angreb på den livsførsel, vi har i et moderne Europa, der er blevet angrebet. Det er trygheden og ytringsfriheden og det frie valg uanset køn, retten til at elske, uddanne sig og forfølge sine drømme – og dermed et angreb på Europas samlede liv.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal fortælle mine børn, hvis de spørger hvorfor, verden er af lave. Endnu er de så små, at de ikke forstår det. Men der går ikke længe, inden jeg skal fortælle dem, at verden ikke er så uskyldsren, som den burde være i børns øjne. Hvordan skal jeg lære dem at tro på det bedste i mennesker, når 7 syge mennesker sprænger og skyder tilfældige mennesker for et livssyn, der ligger langt fra de flestes? Og det er jo kun en brøkdel af den mængde af mennesker på verdensplan, der dør i religioners (i flertal!) navn. P.t. er verdens øjne rettet mod Frankrig, imens knap 150 mennesker er dræbt i Kenya i fanatismens navn. Hvordan skal jeg forklare dem, hvad ytringsfrihed er, hvis den er truet og hvis ytringsfrihed er at have ret til at sige, mene og tænke, hvad vi vil – og hvis dette også indbefatter at mene, at vores livsførsel i Europa er imod ens egen verdensopfattelse? At der nogle gange desværre ikke er alt for langt imellem tanke og handling. Jeg skal i hvert fald først og fremmest lære dem, hvad sund fornuft og respekt for andre mennesker er.

Vi sætter blå-hvid-røde-farver på operahuse og Facebook, og siger, at vi viser vores respekt, men om en måned er det “glemt” igen for alle, der ikke mistede én, de havde kær i massakren. Liver skal gå videre, siger vores statsminister, og jeg er enig, Men så længe vi ikke kan fjerne fanatisme ved roden, så er jeg ikke helt overbevist om, at livet nogensinde vil blive helt det samme.

Jeg har i weekenden prøvet at fordøje verdens elendighed og det langt mere nære i form af en uge med syge børn på skift og et job-familie-liv helt ude af balance. På løbeturen, imens vasketøjsbjergene blev lagt sammen og under havearbejdet.

Weekenden har budt på langt mere jordnære udfordringer som enorme mængder af vasketøj efter 8 dage med omgangssyge hos poderne, oprydning og hvad der synes som uendelige diskussioner med ældstebarnet, om hvor vidt hun enten skal spise noget eller have tøj på eller skal prøve at forstå, at vi andre også lever under samme tag som hende, og ikke er ovenud begejstrede for hendes mange udbrud og sammenbrud over en forkert streg på tegningen eller noget, lillebror har rørt ved, når han ikke måtte. Happy happy joy joy.

Lillebror nærmer sig voldsomt the terrible twos, så hvis ikke vi fik nok af selvstændighed hos den ældste, så bidrager den yngste også så rigeligt til løjerne.

Så løsningen i dag blev at tage dem begge med ud i haven og brænde krudt af. Legehuset blev lukket ned for sæsonen og IKEA-køkken og bord og bænk blev taget med indenfor igen. Blade blev fejet sammen og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at begrænse næste års invasion af dræbersnegle. Faktisk har haven ikke været så pæn i 4,5 år! Den har stået sidst på to-do-listen, siden børnene kom til, og manden er ikke just den, der springer derud og er fiks med en beskærsaks og en rive. Der vil nok være to torsdage i den uge, han første gang gør det…

Bede er ryddet og gjort klar til næste års højbedsbyggeri og haveredskaberne er vasket af og smurt med olie, så de kan klare endnu en sæson. Visne stauder er fjernet og sennepsfrø er plantet i de bede, der skal have afgrøder næste år, så jordkvaliteten kan højnes. Jeg fik sgu sågar bagt boller, vi kunne spise, da havearbejdet var slut. Det gav en følelse af ro inden i – følelsen af overskud, faktisk – selv om jeg godt ved, at der stadig er 100 projekter, jeg mangler at forholde mig til. Men godt for nu – og godt for både trodsige børn og metaltrætte forældre. Det fortæller mig i hvert fald, at vi er på vej i den rigtige retning trods alt.

Efterårets farver og dufte og fugtige luft, de fysiske udfoldelser i haven og ungerne, der hviner af fryd på gyngerne. Lyden af vinden og blade, der hvirvler forbi, og ungernes “Mere gyng-gang, moar, mere gyng gang”; “Se, hvor højt jeg kan gynge, når jeg står op på gyngen”. Det hele var med til at rydde lidt op i sindet og få den seneste uges oplevelser på godt og ondt og fra nær og fjern lidt på afstand, inden en ny uge kalder. Hvor forpligtelserne igen står i kø, og hvor klokken dikterer hverdagens vante gang.

Jeg håber virkelig, at det bliver en uge med raske, glade børn. Hvor vi kan passe jobbet og holde fri med familien, når vi er hjemme. En uge, hvor vi ikke skal bekymre os og være bange. En uge, hvor vi kan glædes over hinanden og jule, der nærmer sig. En uge, hvor verden står sammen og kommer et skridt tættere på, at genetablere balancen og troen på det gode og menneskers fællesskab.

Reklamer