Man må godt rose sig selv en gang imellem. Jo, det må man godt – også i Jantelovs Danmark. Og det har jeg tænkt mig at gøre! For jeg er dælendyleme stolt af, at jeg er kommet godt i gang med at løbe regelmæssigt igen. Ikke som i et iForm-løb og DHL-stafetten med kollegaerne på et år (…hvilke jeg faktisk begge har gennemført i 2015…), men som i 2-4 gange ugentligt! 5 km hver gang, for jeg har faktisk ikke lyst til mere lige nu. Sagt på en anden måde: Et sted mellem 10 og 20 km. i skoene pr. uge. Det lyder lidt bedre, synes jeg, og langt mere motiverende for at fortsætte.

Før jeg fik børn, vejede jeg omkring de 52 kilo og trænede næsten hver dag i fitnesscenter. Løb diverse forårsløb fra kold (læs: uden fortræning) og fik ingen skader.

Så fik jeg børn og træningen blev reduceret til et minimum. Når jeg endelig kom afsted til træning eller ud og løbe, fik jeg en skade med i købet. For 1,5 år siden rev jeg en af lægmusklerne over under en løbetur (troede seriøst ikke, at man kunne det ved “så lidt”), og den skade har jeg brugt mere end et år på at få til at hele. Efter 6 måneder, troede jeg, jeg kunne starte med at løbe lidt igen, men efter en enkelt forkert bevægelse, var der igen en muskelruptur, og jeg var sat ud af spillet i en længere periode igen.

Så det har været med museskridt, at jeg har tilbagelagt en kort distance, men det har flyttet enormt mange mentale kilometer, igen at “kunne noget”. Ved hjælp af fysioterapi, kinesiotaping og tålmodighed, er jeg på vej den rigtige vej igen, og det føles rigtig godt. Det er mine 25-30 minutter, som børnene, manden og jobbet ikke kan røre ved. Det er én af de få ting, jeg gør for mig selv.

Jeg kommer aldrig til at veje 52 kilo igen – i hvert fald ikke, før jeg er gammel og svinder ind. Og det er også ok. Men jeg løber, for at blive gammel. For ikke at stå af inden de 50 år, som min egen far gjorde.

For mig er det lige nu mest lysten og lidt pisken, der får mig ud på forstadens fortorve. Lysten til at gøre noget for mig selv. Lysten til at være aktiv. Lysten til at føle præcis den følelse, jeg har, når jeg er hjemme igen. Pisken over at sidde stille bag et skrivebord 8 timer om dagen. Pisken over de genstridige 5 ekstra kilo efter anden fødsel. Pisken over ikke at lave noget som helst andet aktivt, end at cykle de knap 3 km til og fra arbejde og hver morgen at overbevise mig selv om, at dagen starter bedre, hvis jeg afleverer børnene i bil, og derved sparer tid. Og det sukker, der ryger ned som “trøst” i en stresset familiehverdag.

Jeg er hamrende stolt af, at jeg kommer ud og afsted. Og det havde jeg bare lige behov for at fortælle 😉

Reklamer