I dag er det gået op for mig, at jeg deler hus med en stokdøv gammel huskat. Den er et sted mellem 13 og 16 år, og har efterhånden gjort indhug i sine 9 liv, så det er nok ikke så mærkeligt, at den får lidt alderdomsskavanker. For tredje dag i streg reagerede den ikke på en febrilsk raslen med godbidsdåsen, og da jeg testede, om den kunne høre mig kalde, eller pludselig klappe højlydt ved siden af den, løftede den ikke engang det ene øjenlåg. Døv, siger jeg dig. Gamle pels.

Man skulle tro, det samme gjorde sig gældende med ældstebarnet. Seriøst: Hun hører under en tredjedel af, hvad jeg prøver at sige til hende. Jeg kan ikke lure, om det er fordi, hun ikke hører mig, om det er fordi hovedet er fuldt af 1000 andre tanker eller fordi hun simpelthen ikke finder det, jeg siger interessant nok. Måske er hun selektiv døv over for min stemme?

Sig mig: Er det en velkendt del af 4,5-årsalderen, der er gået min næse forbi? Jeg kan sige “Vær sød at tage støvler på” eller “Vær sød at hænge jakken på plads” et sted mellem 5 og 10 gange, alt imens hun tåger rundt omkring og snakker om alt muligt andet. Selv ikke, når jeg beder hende om lige at se på mig og lytte til, hvad jeg beder hende om, går det ind. I børnehaven går det hverken værre eller bedre. Her render jeg stadig rundt som en anden tosse, og leder efter hendes ting, der er spredt ud over børnehusets samlede areal, som var det en skattejagt. Dagligt…

Hvad sker der lige i det smukke ellers så kløgtige hoved? Er der ikke plads til at processere sådanne banaliteter i udviklingens gode navn? Heller ikke “Spis lige med gaflen i stedet for fingrene” “Har du oplevet noget sjovt i børnehaven i dag” eller “Nu skal vi spise” går ind på lystavlen. Og det giver ærligt talt anledning til konflikter, når jeg har gentaget mig selv adskillige gange – i et almindeligt toneleje – og til sidst ikke kan skjule irritationen over komplet at blive ignoreret. Troede først, det startede ved 14-års-alderen.

Til hendes forsvar skal det siges, at hun intet problem har med at høre, hvis der bliver nævnt slik eller kage eller julegaver. Det skal hun have. Her lytter hun sgu efter! Så hørelsen er altså forholdsvis fungerende – og hun bestod da også hørescreeningen efter fødslen.

Jeg bliver ærligt talt lidt vanvittig over at tale til en på overfladen så sød, opmærksom og kvik pige, men gang på fu**ing gang opleve ikke at få respons.

Hvad gør i andre? Har I de vises sten i lommen? Eller må jeg bare sande, at der ikke er noget at gøre og satse på, at det vender, inden hun skal i skole, og dermed har udsigt til en hæderlig indlæringskurve?

Reklamer