Vi har været der før. Omkring mine ungers skønne, skøre og sære udbrud og påfund. Det er efterhånden længe siden, men I kan da tage et genhør her og her.

Nu er de i gang igen – og denne gang kan lillebror også være med…

Lillemanden kommer løbende med min telefon, der lige har bippet, fordi der er kommet en sms. Han råber glædesstrålende: “Mors fon siger bip!”. Jeg roser ham, fordi han afleverer telefonen (og ånder lettet op, over at den ikke endte på badeværelsets fliser!), og smiler over, at han nu kan sætte 4 ord sammen til noget forståeligt i stedet for den sædvanelige grød af ord, der ligner lidt og alligevel ikke giver helt mening. Ved aftensmaden slipper søster en højlydt fis ved bordet, og vi siger til hende, at det ikke var særlig lækkert. Men brormand lægger sin gaffel og hans ansigt lyser op og han råber: “Søster siger bip!”. Og så var der pludselig ingen, der kunne holde den voksne og ansvarlige mine længere 😉

Vi bliver omkring spisebordet. Ældstepigen sætter sig modvilligt til bords og smækker sin gående legetøjsgris op på bordet og siger: Den spiser pænt og lugter ikke, så den må godt komme med til fest!” 🙂 Det kunne vi ikke modargumentere og grissebassen fik også en pandekage.

Ældstebarnet er i børnehave, og gruppen tegner, imens de lytter til Frost-soundtracket. En af pædagogerne har ikke set Frost-filmen og spørger børnene om, hvad de bedst kan lide og hvem, der er hvem. Min datter rejser sig op og holder en hånd for munden af pædagogen og siger: Kan du ikke lige holde mund, så vi andre kan høre noget! Heldigvis grinte pædagogen, imens hun fortalte mig om det.

Lillemanden er enoooormt glad for sin egen endnu mindre mand. Hans kæreste vedhæng. Dillermanden. Han benytter enhver lejlighed til at hive ud i bleen og præsentere den, og råber stolt: Tisser! Hans passion har søster selvfølgelig opdaget og når vi møder nye mennesker og de omtaler hendes lillebror som fræk eller sød eller lignende, svarer hun med slet skjult stolthed i stemmen: “Min lillebror elsker biler og mad og sin tissemand. Han er så glad for den, at han hiver i den hele tiden”… Forældrene prøver til stadighed at finde en grimasse, der kan passe.

Sidst men ikke mindst skulle jeg for en uge siden investere en mindre formue i nyt undertøj. Ok, skulle nok ikke. Valgte. Manden prøvede ihærdigt at holde yngstebarnet fra at hive alle BH’er ned fra bøjlerne, og jeg tog ældstebarnet med ind i prøverummet. Imens jeg prøvede BH’er, løb yngsteslynglen ind og ud under forhænget og morede sig kosteligt. Det var ligesom alternativet for ikke at få ham ind til de øvrige damer. Han er den meget kærlige type – altså barnet – og krammer gerne andre damer end mor. Og midt i hele cirkusset lød så ældstebarnets klare og tydelige røst: “Du har bare verdens smukkeste bryster, mor!” Og for en gangs skyld holdt lillebroderen mund, så man kunne høre en undertrykt latter fra de øvrige prøverum…

Jeg lover jer det: Det skal nok komme mere. Bare rolig. Dette er blot det uddrag, min trætte, stressede hjerne kan komme op med.

To be continued…

Reklamer