Oh, weekend, min ven! Dig har jeg ventet på med længsel. Selv om du er ved at være gået, er du tilgivet, for du har været en sand ven i nøden. Hverdagen synes p.t. at skulle overleves for at nå til endnu en weekend med min lille familie. Der er så meget tryk på på jobbet, at det sluger stort set alle de ord, jeg har at give af – og resten går på at mægle mellem små stridslystne søskende, der som udgangspunkt altid vil have præcis det samme stykke legetøj, præcis det samme stykke kød eller størstedelen af mors opmærksomhed – eller bare er trætte efter en dag i institutionen. Derfor er bloggen sgu lidt død p.t., men jeg har ikke glemt jer.

Selv om weekenderne starter kl. 5.30 og der er vasketøj og havearbejde og rengøring og indkøb, så er det alligevel ugens højdepunkt. Bare det at være to voksne hjemme og sammen om tingene. Bare det ikke at skulle sige “skynd dig lige”, “vi kommer for sent” og “det er for sent nu, det kan vi ikke nå”. Bare det rent faktisk at kunne få gjort nogle af de ting, jeg kigger opgivende på i løbet af ugen, og føle, at man kommer to skridt frem i stedet for tre tilbage.

Og så er der altså noget over en søndag, hvor søde gæster, man ikke har set længe, kommer på besøg til total uformel og afslappende hygge. Jeg kan vildt godt lide at gå rundt og sysle med kager og godt brød og anrette og frem for alt – have tid til at gøre det lækkert for andre. Det føles som en menneskealder, siden jeg sidst har haft det. Men det begynder at komme tilbage.

Der er ikke noget “salg” i det kommende tip – det er 100% min egen mening og egen fri vilje – men altså: Bloggen Valdemarsro er genial, når man skal have gæster. Stort set alt mellem himmel og jord, du kunne komme på at ville servere findes her i overskuelige opskrifter med “almindelige” ingredienser, hvor du ikke skal opsøge specialbutikker eller spendere hele husholdningsbudgetttet for at være med. Jeg er vild med universet, stilen, Ann-Christines beskrivelser og selvfølgelig maden, og det har været godt alle gange, jeg har fulgt opskrifterne. Hvad enten det er brunch, bagværk, spareribs til grillen eller lignende. Både vært og gæster har været begejstrede. Og børnene kan langt de fleste gange være med til at fremstille lækkerierne.

I dag testede jeg en chokolade-cookie-opskrift – og de både duftede og smagte, og mit daglige kalorieforbrug er eksploderet i dag. For for po**er, hvor smager det godt! MUMS!

Så kommer der gæster – uventede, længe ventede, forventede eller noget fjerde – så behøver du ikke længere kigge andre steder efter gæstemaden!

Pssssssstttt….. Desuden kan du finde DIY, rejseoplevelser og andre gode sager på bloggen.

Valdemarsro - cookies - søndagshygge

Reklamer