Mandag morgen, madpakker, det sædvanelige bøvl med hvilket tøj, der er “det rigtige” og en lille mand, der kaster med morgenmaden, når vi vender ryggen til. Tåge og begyndende efterår. Forkølelses og hoste er på vej – også for moren. Kulde – skal børnene have thermotøj på, eller et? Er det snart tid til at finde flyverdragterne frem? Hvornår gjorde vi det sidste år? Det kan ingen af os huske fra år til år.

Cykeltur til børnehuset, og så til arbejde. Kuldeskær, da jeg forlod huset, kogrød i fjæset som en kogt krebs, når jeg endelig når kontoret. September på spring til oktober. Typisk.

I morges var mine tanker et helt andet sted. Hverdagen skulle kick-startes ud over det sædvanelige, og børnenes uoverensstemmelser lød som en mudret tåge. Sagen er nemlig den, at manden og jeg var på et get-away til London over weekenden plus det løse. Børnene blev installeret til 110% forkælelse hos bedsteforældrene, og vi hoppede på flyet til 2,5 dages oplevelser og afbræk. Same procedure as last time: Smukke Kensington, Oister Card’et fyldt op, så vi kunne køre så langt, vi ville og opleve det, vi havde lyst til. 20 grader og fuld sol, og den ekstreme luksus, at have “tid”. Ingen opvask eller vasketøj. Ingen kaldte på os kl. 5 – og alligevel vågnede vi på det tidspunkt, hvor børnene ville have vækket os hjemme. Septembersol, sushi, shopping og sex. Kaffe og kvalitetstid. Verden på én gang åbnede sig i alle de muligheder for udfoldelse, vi fik et par dage uden pligter og tavse trivialiteter, der gøres på rutinen og er glemt lige så hurtigt, som man efterhånden udfører dem, og samtidig lukkede den sig omkring os og om at få så meget ud af den tid, vi havde sammen uden de små banditter. Inden den var væk igen. Det er ikke just voksentid, vi har mest af, min mand og jeg.

Hjemme igen med tasken fuld af oplevelser, vintertøj (mest til børnene) og nogenlunde mængder nattesøvn i bagagen, skal der ikke meget til at drømme sig tilbage til en varm café latte og en bagle på vej gennem Hyde Park imens solen langsomt begyndte at varme. Hånd i hånd. Snakke om dagen, om hvorvidt børnene mon var stået op og om de savnede os, gå i egne tanker, og så snakke lidt igen. Nok mest om hverdagen hjemme, selv om vi anstrengte os for at lade være. Det er bare den, der fylder mest. Ikke dybe samtaler, men alligevel rart at kunne tale uforstyrret sammen. Ikke at skulle nå noget. Der skal ikke meget til for at savne det. Heller ikke selv om man elsker sine børn, og har savnet dem. Så kan man virkelig godt savne at være voksen på den ikke skælde ud og planlægge og rydde op-agtige måde. Sådan putte egne behov først et par dage.

Her står vi så. Men forkølelse og en spirende halsbetændelse. Tilbage til trivialiteterne og to børn, der både har håndteret adskillelses og genforeningen gllimrende. Lidt underskud på good-will-kontoen hos bedsteforældrene (og lønkontoen lige så). Madpakker, ugeskemaer, alt for meget arbejde på jobbet, hertil hærende hjertebanken og en institution, der lukker kort tid efter, man er stemplet ud fra kontoret. Hverdag. Børn der vågner om natten. En stor pige, der deler krammere ud. En lille fyr, der kan 10 nye ord (eller hørte vi dem bare ikke, før vi tog afsted?), men som stadig ynder at bruge “Neeeeeej!” mere end de øvrige ord, han kan. Begge kønne, skønne og med de mest kysseklar kinder.

Alligevel må man godt drømme lidt igen, ikke? Fantasere om, at kunne tage afsted igen om et halvt års tid eller sår’n. på Bedsteforældrenes velvilje og efter et helbredstjek på budgetkontoen. Men det var godt. Det var godt, inden kulden og efteråret tager fat i os. Kontoen er fyldt lidt op igen, så den forhåbentlig ikke går i minus lige med det samme.

Ophavsret: forstegangsmor.wordpress.com!!!
Ophavsret: forstegangsmor.wordpress.com
Reklamer