Ugen sejler afsted i en sump af nattebøvl, almindelige gøremål og lange arbejdsdage. Den startede dig rigtig godt ud med hele to – som i TO – aftener ude med venindesnak og muligheden for at give en hjælpende hånd til én, som har brug for det. Det havde jo helt et strejf af tiden, der engang var – hvor man bare kunne gøre ting – også selv om både børn og arbejde fyldte det meste af snakken. Kan man overhovedet tale om andet end det – og så måske sex eller mangel på samme, når først, man har født en eller flere arvinger?

Det gav noget bonus på den mentale konto, at komme ud og være sammen med søde mennesker og gøre noget helt andet, end jeg plejer. Være social uden for familien og børnehuset. Og den bonus var i den grad givet godt ud, for den bliver p.t. brugt på feberramt lillemand og en pige, der p.t. styrer imod snot og hoste. Man er ikke i tvivl om, hvornår efteråret begynder at sætte ind.

Det er noget mærkeligt noget. Lige så meget, som man synes, at hverdagen kan køre i ring og overskuddet er flosset; nattesøvnen er på et minimum og arbejdsmængden på jobbet eksploderer. Lige så meget som man tænker “Jeg oooorker ikke mere”, og man drømmer sig væk fra det hele. Bedst som man fra tid til anden kan føle, at man ikke kan genkende sig selv i den drøm, man havde engang om far, mor og børn, så får man det hele til at løbe rundt, uden alt for store udsving. Man finder en vej af ingenting. Fordi man skal. Og fordi man vil. Syge børn skal passes kærligt på af deres forældre (hører I, politikere!). Madplaner og storindkøb en gang om ugen bliver livliner, og uforstyrret venindesnak over en café latte kan på alle måder virke eksotisk. Man kommer på bizar vis til at holde en smule af det alligevel. Ikke knuselske andet end børnene – men holde af, kan vi godt svinge os op til. Havde jeg fået et glimt af hverdagen anno 2015, da jeg var 25 år, er jeg ikke sikker på, at jeg havde valgt at få børn. Men nu hvor jeg er her, er det måske begyndt at føles som om, jeg lever mere, end jeg overlever i hverdagen. Hvem ved? Måske jeg kommer til at elske det ultra-skemalagte liv? Dem med flere år på bagen, påstår jo, at man helt kan komme til at savne det? Omend det lysner lidt på hjemmefronten, så tillader jeg mig alligevel at beholde en smule skepsis. Så glider det hele lidt lettere ned, når næste modvind sætter skuden ud af kurs.

Reklamer