Årh, der er godt nok lidt skriveblokade (“blog-ade” om man vil) i spil p.t. Jeg bruger en større del af ordene og overskudet på jobbet i disse dage, men jeg har ikke glemt jer! Der er så mange noter på forskellige stykker papir, tusind og en tanker i hovedet og en del følelser, det ville klæde godt, at få sat ord på. Goddamnit! Stik mig så den overdosis overskud og et par dage med børn, der enes. 

Forresten – findes der tigerspring omkring de 21 måneder? For ham der V, ikke? Han er i øst og vest og går fra grædefærdig til overgearet humørbombe og tilbage igen på 30 sekunder. 

Nå, det var et sidespring. For noget, som jeg mærker meget tydeligt, og som går mig på p.t. er at se, at min søde pige gennemgår en svær tid venskabsmæssigt. Ikke at hun ikke har venner, for pædagogerne fortæller mig om en pige, der er afholdt og som kan lege med både drengene og pigerne, og en pige der både kan dele, føle empati og har en sprudlende fantasi. “En fantastisk pige og en god ven, der hjælper andre ind i fællesskabet”, siger de, og mit hjerte svulmer af stolthed! Min store skønne pige. 

Men der er en side til børnehavelivet, der ikke er let for hende. Et langt venskab slår revner, hvis jeg skal tro det, jeg selv ser observerer og hører fra min datter. Og det gør ondt på hende. Hun er ikke den, der “slår op”, men den, der føler sig forladt og ikke ved, hvad hun skal gøre af tomrummet. 

Jeg ved, at venskaber sjældent varer evigt, og kan svinge til og fra gennem tiden, alt efter hvor man p.t. er, og at venner glider fra hinanden. Selv i børnehaven. Men det gør ondt at se sit eget barn forvirret og ked af at den (måske) tidligere bedsteven giver udtryk for ikke at ville hendes venskab, samvær og loyalitet længere. 

“Jeg vil ikke være din ven mere”, hører jeg sagt på børnehusets legeplads, og mit barn prøver at holde gråden tilbage ved beskeden i en blanding af forvirring og mangel på forståelse af, hvad det faktisk betyder. “Hvorfor, mor?”, spørger hun mig med tårer i øjnene. 

Jeg kan kun sige til hende, at det måske ikke er så slemt, som det blev sagt. At de måske allerede leger sammen i morgen igen. Men når det samme udspiller sig dagen efter, og dagen efter igen, må jeg nok indse, at jeg skal have en anden tilgang til min datter og det venskab, hun virkelig savner. 

“Jeg gider ikke lege med dig”. Det er de ord min datter hører, og fortæller til mig hjemme. Jeg må tage hendes ord for gode varer, for jeg kan mærke på hende, at hun er påvirket, uden at kunne sige præcis, hvad hun tænker og føler. 

Hun har taget venskabet for givet. Selvfølgelig, vil jeg sige, da hun kun er 4 år, og – heldigvis – ikke har mødt disse følelser før. Hvor meget jeg end prøver at fortælle hende, at det er ok, og at hun har super gode venner på hver side af vejen, og at der er rigtig mange børn i børnehaven at lege med, som synes, hun er en god ven, så føler hun helt klart noget, der i mangel af mere præcist ord, ligner sorg. Sorg over at føle sig lidt alene, hvor hun følte, at hun havde en sikker havn. 

Det er ikke verdens undergang. Det ligger ikke nødvendigvis i venskabets natur at vare evigt, og alle børn skal lære det på et tidspunkt. Selv voksne skal til stadighed lære det gennem de relationer, vi indgår i. Forhold, venskaber, naboskabet, kollegafællesskaber, og måske endda i relationen til egne forældre. Men når man møder det første gang, har man ikke noget at hænge det op på. Jeg kan motivere og trøste, men jeg kan ikke klinke skårene. Hun skal igennem det, og jeg håber, hun vil lukke mig ind i processen, så vi sammen kan finde ud af, at venner har hun mange af, og at selv om man ikke er bedste venner længere, så kan sagtens lege sammen alligevel. Så må tiden vise, om båndene knyttes igen, når nye relationer er knyttet og testet. 

Reklamer