I morges blev der skrevet Danmarkshistorie, og mine børn og jeg var en del af af øjeblikket. Hjemme bag fjernsynsskærmen forstås, men en del af et af de store øjeblikke. Den første dansker blev sendt i rummet.

Ældstebarnet tog historien til sig med det samme. Også selv om klokken var 6. Jeg fortalte hende, hvad der skulle ske og at om lidt ville raketten flyve afsted med ild under sig. Helt ud i rummet. Så var den ligesom solgt til en videbegærlig 4-årig.

Der sad jeg med min store pige på låret og kunne vise hende et unikt øjeblik. Tale med hende om det og prøve at besvare hendes spørgsmål. Pege og fortælle og dele det med hende. Den lille sad på det andet lår med en iPad, og var mere interesseret i at trykke manisk på skærmen for at se et billede af sig selv komme frem.

Når man har fået børn og har oplevet nogle af livets største øjeblikke, kan selv de korteste øjeblikke gøre én helt og aldeles rørstrømsk. Grådlabil faktisk. Flæbende. Alting får en anden vigtighed. Imens uret talte ned, steg tårerne i mine øjne. Øjeblikket. Historie ville blive skrevet om et øjeblik. Jeg var sammen med mine elskede unger, hvoraf én af dem ikke blev lovet at komme så langt, men trodsede alle odds. Tanken om, at raketten skulle flyve afsted med fare for at noget ville gå galt, og fædre ikke ville komme hjem til deres børn. Børn, som måske også sad og så med. Tanken om konerne hjemme, som jeg på ingen måde kender, og alligevel kunne forestille mig, hvordan de måtte have det lige nu. Stolthed blandet med en kæmpe frygt, som det føltes, da jeg fødte min syge søn. Ville han overleve dette?

Min datter opdagede hurtigt, at min stemme var grødet og øjnene våde.

“Hvorfor lyder du sådan, mor?”

“Fordi det er et stort øjeblik, skat. Og fordi jeg oplever det sammen med dig og V”

“Hvorfor græder du, mor?”

“Fordi jeg måske også er lidt bange, fordi det kan være farligt, det han skal igennem. RAketten kan eksplodere, når den har så meget brændstof på”.

“Hvis jeg skulle flyve i sådan én, mor, så ville jeg have dig med, mor, så du kunne passe på mig”, svarede hun med en arm om nakken på mig, imens hun åd alt på skærmen råt.

En lille pige, der oplever noget stort. Jeg er glad for tilliden, selv om jeg ikke ville have en Kinamands chance for at redde hende. Men i hendes øjne kan jeg stadig klare alt. Det får mit hjerte til at svulme af kærlighed. Jeg er deres mor og den, der beskytter dem. Det er jeg stolt af, og det håber jeg altid at kunne leve op til.

Det lille øjeblik var stort. Det var et stort øjeblik i selv en lille piges verden. Hun fortalte stolt om det i børnehaven. Hun fortalte sin far om det, så snart han kom hjem. Med detaljer om ild under raketten og at manden hed Andreas. Det hele havde sat sig fast i hendes videbegærlige hjerne. Og denne tegning lå til mig, da jeg kom hjem fra arbejde: Raketten og den lille del foroven, som Andreas og hans venner sad i. Den, som skulle helt ud i rummet.

IMG_20150902_182032

Jeg er vanvittigt stolt over at være mor til hende og hendes bror ❤

Reklamer