Den lille latent fede kom ud og svede i går. Gamle krigsskader og generelt misligholdt kondition holdt til anstrengelserne, og holdt endda til en tid på 25 min og 38 sekunder for 5 km! Oh my! Den havde jeg ikke set komme. Jeg skal åbenbart lade være med at løbetræne i 2 år, føde børn, tage 6 kilo på, få stress og rive lægmusklen i stykker og en masse andet, for at skære 5 minutter af tiden. Eller ikke.

Min krop fortæller mig så i dag, at sådan en præstation, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke slippe godt fra, uden at have ondt i lår, fødder og arme (???!?) og gå som havde jeg skidt i bukserne. Well well. Det udholdes, da løbetiden stadig føles særdeles godt på selvtillidskontoen! Kom nok til at juble liiiidt overgearet foran bossen og kollegaerne fra nær og fjern i går. ”Runners high”, som min kollega så diplomatisk kaldte min slet skjulte stolthed og jubelsang – og dans.

Nå, det er egentlig ikke det, indlægget skal handle om. Det var bare lidt for at binde en sløjfe til gårsdagens indlæg (og prale juble lidt mere over løbetiden). Det skal faktisk handle om at indgå en lidt unfair deal med sin datter, Være lidt dum og uretfærdig voksen.

Jeg har lovet hende, at vi i morgen skal lege med Polly Pocket (the good old, you know) og bygge en Polly Pocket-by på spisebordet, imens lillebror sover. Sådan en, hvor vi kan gå rundt om bordet og lege sammen. Og når mor så har været heldig at finde endnu en ting til samlingen, som tøsebarrnet ikke kender til endnu, så er det måske lidt unfair, at gøre følgende, bare fordi man er sukkertrængende:

Lille E ligger i sin seng, og vi taler om at bygge PP-byen i morgen:

E: “Men mor, hvis det skal være en by, skal man altså have flere huse. Flere end dem, vi har.” Håbefuldt blik i hendes øjne.

Mig: “Jo, det kan man da godt. 5 huse er fint til at bygge en by”.

E: “Jamen, kan vi ikke få nogle flere?”.

Mig: “Det kan man ikke så let. De er jo fra mor var lille og laves ikke mere. Man kan ikke bare gå ud og købe dem, man vil.”

E: “Er de SÅ gamle?” ………………….Tak tak, skat……………………

Mig: “Ja, det er derfor, jeg siger, vi skal passe rigtig godt på dem. Men hvad nu, hvis jeg kan sige “Hokus Pokus Polly Pocket-by og flødeboller med kokos” og trylle et hus mere frem? Må jeg så spise det Kinderæg, du har i køkkenskabet?”

E: “Hihihi… Ja, men det kan du jo ikke, mor. Og så må JEG spise Kinderægget”.

Mig: “Det er en aftale, skat. Godnat og sov godt!”

Unfair? Ja! Men når man så har løbet godt, må man da gerne carb-loade lidt også, ikke? Og når der ikke er andet i skabet end datterens Kinderæg, så er man undskyldt for at være dårligmor.dk. Og hvis hun ikke udsættes for den grimme, grimme sukkerholdige chokolade, men får legetøjet, så er jeg i virkeligheden en vildt sød og betænksom mor. Og jeg kan jo altid sige til hende, at jeg simpelthen ikke ved, hvor det er henne. Eller at far har spist det!

Se det er en logik, jeg kan forholde mig til. Hun får jo alt dette i bytte for et chokoladeæg…

Polly Pocket 4

….Ok. Jeg kunne ikke helt få mig selv til det, i hvert fald ikke alt det, der ikke involverede at give barnefaderen skylden. Så det er her (lidt endnu). Hermed fotodokumentation!

Kinderæg

Reklamer