Sommerferien er slut, og lige meget, hvor meget jeg ville ønske det anderledes, er der ingen vej tilbage. Den første uge er gået, siden jeg igen måtte slå bagdelen i kontorsædet bag skrivebordet, og åbne mailboksen til 150+ mails og en liste af opgaver, der var vokset hen over de tre uger, jeg havde været fraværende. SUK!

Det har sgu været en god sommerferie. Det må jeg sige. Low key og helt fantastisk. Jeg kunne gøre det hele om igen med manden og ungerne hjemme!

Økonomien og overskuddet rakte ikke til at rejse uden for landets grænser, men det er lige meget, for der blev plads til alle de fantastiske børnefamiliefælder: Zoo, Legoland, Cirkus Summarum og et legeland på en regnvejrsdag. Det blev til en enkelt tur til stranden i gråvejr, hvor ældstefinken og jeg kom i vandet, og lillebror også syntes, det var en god idé, indtil vandet ramte tissetrolden. SÅ satte han altså grænsen og stak i et hyl af dimensioner!
Det blev til is og skovture og cykelture og hygge. Til byggeprojekter i haven og deraf følgende tømrelus på neglene, når en 4-årig insisterer på at slå søm i – imens mor holder sømmet vel at mærke… Det blev til sneglejagt en regnvejrsaften og legeaftaler og snobrød med naboernes unger. Det blev mere, end jeg havde turde håbe på. Og det er jeg taknemmelig for.

Så her er vi – dansker-blege efter en sommer, hvor vejrguderne ikke tilsmilede landet. Tilbage på job med et par kilo ekstra på sidebenene som følge af daselivet, men uden den energi og gejst, der måske kunne forventes. Desværre. Vi brugte ferien på at lægge nogle planer. Ikke alle dem, vi burde, men dog gode planer, hvis jeg selv skal sige det. Nu skal vi bare lige have den omkringliggende verden i form af bank m.m., før jeg vil indvie jer i nogle af planerne.

Vi fik også fortalt hinanden, at vi elsker hinanden. Mere end vi plejer. Jeg er ret sikker på, at vi har alle intentioner om at blive ved med at være sammen, selv om tingene ikke er optimale. Det kan de blive, og det tror vi på, at de bliver. Jeg tror egentlig ikke, trods hverdagens forviklinger og uindfriede forventninger, at vi havde glemt det. Men det var godt at få sat ord på og blive mindet om, at vi engang for over 6 år siden sagde ja til både medgang og modgang.

Nu hvor jeg sidder med dagligdagens trummerum igen med al dens herlighed af madpakker og vasketøj og ting, jeg skal nå, kan jeg mærke et inderligt savn efter børnene og at være hjemme sammen med dem. En følelse, som ikke er helt ny, men stærkere end nogensinde før. Jeg er kommet hjem med en følelse af at være snydt for deres dag og liv hver dag i denne uge, når jeg har hentet dem i institutionen. At jeg har været væk i den tid, hvor det virkelig betød noget. Der, hvor jeg rigtig kunne se deres personligheder og få en fornemmelse af, hvordan mine små mennesker er, i den tid, jeg har dem til låns, før de bliver deres egne og har mindre og mindre brug for mig. Det sætter tusind tanker i gang i min hjerne på godt og ondt. De er i så fantastisk et stadie i deres liv hver især og sammen lige nu, at jeg benovet hver dag og samtidig føler, at jeg ikke har et klap forstand på, hvordan jeg skal håndtere det bedst. De selvstændige, og søskende, og sure og sjove og stædige og jaloux og stærke og sårbare på en og samme tid. Små sind under konstruktion, og jeg får så småt en fornemmelse af, hvordan deres personligheder vil forme sig, når de bliver voksne. Denne tid har jeg bare ikke lyst til at gå glip af!

All good things must come to an end, siges det. Og det er sikkert rigtigt. Ferien var fantastisk, og savnet efter den er næsten ikke til at bære.

Reklamer