Lillemandens ordforråd er i blomstrende udvikling, og alligevel bruger han uhensigtsmæssig meget af sit krudt og sin taletid på at sige “nej”. Og råbe “nej”. Og ryste på hovedet, imens han siger “nej”. Og skrige “nej” for sine lungers fulde kraft. Der er også varianterne “Nej nej nej” og “Neeeeej, miiiiin” og “Uhuhmmmmm” med trutmund og hovedryst.

Er det ikke bare opløftende? Hvor den store er ret kollektivt mindet, er den lille i den grad mere fortaler for selvstændigheden og egoet, må vi nok konkludere. Måske jeg har fortrængt den fase fra hans søster – eller også kom hun først i den ved 3-årsalderen, og måske dæmrer det alligevel lidt. Han er i sådan en sjov alder udviklingsmæssigt, hvor han prøver sproget og kroppen og kærligheden, men lige det der stadie, ikke… Det kunne jeg sgu godt være for uden.

Jeg bliver simpelthen så træt. Og ret demotiveret. Som om, jeg skal starte forfra og irettesætte meget mere, end jeg synes, jeg skal. Det var vi jo lige kommet over med hans søster.

Han er simpelthen er ganske andet gemyt end sin søster på godt og ondt. Måske det bare er fordi de er hver sit køn? Måske det er fordi de har haft forskellige start på livet? Måske lægger jeg bare for meget i det. Bedst som jeg troede, jeg havde erfaring med børneopdragelse med i bagagen fra søster, må jeg sande, at den ikke forslår en s*** med ham, og jeg skal famle mig frem, som jeg gjorde i første forsøg. Total noob igen! Damnit…Hvorfor kommer de ikke med manual????

Måske er jeg blevet lidt bedre til det med opdragelsen. For ham den lille synes at være langt mere selvsikker end søster. Langt mere “fri” i mangel af bedre forklaring. Og det er godt. For søster ser nogle gange spøgelser, der ikke eksisterer og mangler en generel tro på sig selv. Det gjorde jeg egentlig også som barn.

Og så er jeg i øvrigt også blevet en del bedre til at sige “nej” og sætte de ydre grænser. Jeg er blevet bedre til at prioritere og til at have en ramme for, hvordan vi bedst opdraget vores børn. Så må vi se, om det holder stik på sigt, eller om jeg opdrager to forbryderspirer. Jeg kan godt mærke, at ferien har budt på ret løs line og fluffy grænser (selvforskyldt!), og det giver ris til egen røv. For nu skal vi til at afvænne vanerne igen. Indføre en rytme igen, hvor vi skal tidligt op og hvor hverdagen skal køre på en firsporet vej, der flettes sammen uden at støde for meget ind i hinanden.

Reklamer