Selv om sommervejret i Danmark har besluttet sig for at være en tøjte af rang, og jeg hver dag iklæder mine børn (og mig selv) sokker i sandalerne og softshell-jakker, når vi tager på tur eller leger i haven, så er ferien på alle punkter lige hvad vi har brug for. Farmands to uger er desværre overstået (vilkåret ved at være gift med en selvstændig erhvervsdrivende), men ungerne og jeg er stadig – lidt endnu – i ferieland. Og vi vil aldrig væk!

Hvad er en sommerferie i Danmark, uden i hvert fald to tilbagevendende (social) medie-historier, som pressen og omgangskredsen har mange meninger om: 1) Om forældre holder ferie med deres børn og 2) At der er mange børn, der ikke får en ferie sydpå eller i sommerhus og må “nøjes” med en ferie hjemme eller på sommerlejr for ligesindede.

Jeg er ambivalent omkring det første punkt. Mine børn får i hvert fald 6 ugers fri/ferie om året. 5 uger + omsorgsdage om året sammen med mig – mindre af dem sammen med far – men også nogle fridage sammen med os og med bedsteforældrene. Men jeg har også brug for alenetid uden job og børn. Og mit parforhold har også brug for en forlænget weekend hist og pist, omend det kunne trænge til adskillige flere. For vi har også brug for at være kærester og voksne og os selv, hvis vi skal være den bedste slags forældre, vi kan. Vi har også brug for at tanke energi op, hvor vi ikke giver, mere end vi tager og vender “hjem” til ungerne med overskud i bagagen. Jeg har ondt i maven ved tanken om, at der er et antal børn ude i det ganske danske land, der ikke får ferie sammen med mor og far – eller ferie generelt. For det, jeg kan se, efter at ungerne har været hjemme i 3 uger, at de slapper af i krop og sind og udvikler sig på en anden måde.

Til gengæld står jeg helt, helt af, når en af de store børneorganisationer går ud i nyhederne med en talsmand/-kvinde, der på national radio udtaler sig om, at sommerferien for langt de fleste børns vedkommene altid byder på en uge i sommerhus eller en ferie syd på, men for de børn, der har forældre med færre ressourcer socialt og økonomisk, må nøjes med en ferie hjemme, hvor de bor eller på en af børneorganisationens sommerlejre. Øh, holdt stop, talsperson! Jeg har ikke færre ressourcer i pengepungen eller som forælder. Jeg har valgt, at en ferie hjemme er det, vores familie har allermest brug for. Jeg har aldrig som barn været på ferie udenlands med min mor, men det betyder ikke, at jeg ikke har haft verdens bedste ferier. For det er sgu ikke afgørende, hvor man kan prale med, man har været efter ferien, men hvordan ferien føles mentalt og fysisk, når klokken ringer ind igen. Hvor mange gode stunder, man har haft. Jeg ved, at der er børn og voksne, der ikke har ressourcerne, men klap lige hesten med generaliseringerne. Vores ferie er ikke ringe sammenlignet med en ferie på Tenerife. Det kommer an på, hvad man måler værdien i.

For den største værdi for mig i denne ferie er at se, hvordan mine to trolde slapper af. Deres leg er fri og ubesværet og bygger på venskaber på tværs af nabolaget og fri fantasi. Hvor hverdagene byder på skemalagte timer og alt for lidt tid sammen, så skabes legene alle steder p.t. – med og uden voksnes tilstedeværelse. Det føles som om, den ældste er kommet helt ned i gear, og at den lille har taget et kvantespring i sin udvikling. Det varmer mig usigeligt meget, og giver også et lille stik i hjertet, når jeg tænker på, at de har trængt til ferie fra hverdagen Men det er nutidens vilkår. Sådan må jeg tænke på det. Den store smiler fra øre til øre, finder på alt mellem himmel og jord og synger hjemmedigtede sange, hvor en stor del af teksten bygger på, at hun elsker sin mor (nååååårh!). Den lille kan 10 nye ord på ingen tid og hans motorik er blevet SÅ vild! Han går op af rutsjebanen og er så småt ved at lære at cykle på den trehjulede cykel i en alder af knap 19 måneder.

Ville mine børns udvikling så rykke sig endnu længere frem, hvis jeg blev hjemmegående? Det tror jeg ikke. Men det er vigtigt at de får disse pauser, og det bestyrker mig i mine tanker om, at setupppet  for vores familieliv skal gentænkes og justeres, så der bliver flere af disse stunder. Mine børn har brug for andre børn – og voksne for den sags skyld – og de har brug for os, hinanden og for at være sig selv.

Jeg er kommet til et sted i mit moderskab, hvor bøtten er vendt for mig og jeg (ofte) ikke kan få nok af timerne sammen med mine børn. Ærligt: Jeg er lidt overrasket over den ændring. Jeg var rædselsfuld til at være på barsel og glædede mig som en vanvittig til at komme ud blandt andre (voksne) mennesker. Ja, før jeg fik børn, kunne jeg ikke forestille mig at undvære jobbet! Jeg var noget i kraft af mit job. Nu er jeg nogens mor – nej, ikke bare nogens mor: Jeg er E og Vs mor, og det er jeg ved at vænne mig til. Jeg er endnu mere i kraft af dem. Og jeg kan godt li’ det – fraset de søvnløse nætter og en blanding af lillemandens spirende selvstændighed og søsters 4-års-ditto. Og mængden af praktik og vasketøj bliver jeg heller aldrig rigtig fan af.

Mandag er ferien slut, og børnene vender tilbage til vennerne i vuggeren og børnehaven. Forhåbentlig varer sommerens oplevelser og udvikling ved, og de har fået overskud, fysisk og mentalt. En ting er sikkert. Det har været en god ferie for os alle, hvor vi har lavet alt og ingenting sammen. Børnene har knyttet tættere venskaber til børnene i nabolaget og har leget på nye vilkår. Selv om jeg ikke har ligget stille eller vendt så meget som én side i romanerne på hylden, men i stedet har serviceret og ryddet op og vasket tøj og leget og konflikthåndteret og luget ukrudt og plukket og renset 10 kilo solbær, så føler jeg også, at jeg har slappet af og været den slags mor, jeg alllerhelst vil være, og ville ønske, at alle dage kunne være som disse!

Reklamer