Ferien er så småt ved at indfinde sig i min krop. Ikke fordi jeg ligger med benene oppe i hængekøjen og læser de romaner, jeg har lånt på biblioteket – den vrangforestilling har jeg for længst gjort op med – men sådan i form af at få nogle af de ting fra hånden, jeg i hverdagen har kigget på, og har sukket og opgivet, inden jeg drattede om af træthed. Jeg vil faktisk gerne klappe mig selv på skulderen over at have fået en del fra hånden. Det letter mentalt at få sat tjektegn, uden at det har føltes som noget, jeg “skal”.

Havearbejde hele dagen i går: Hækken klippet (reglen om før Skt. Hans gælder ikke for småbørnsfamilier, basta!), kanter klippet, alt sammen revet sammen og pakket i sække til lossepladsen, forhavens planter og småtræer klippet og studset, samt en masse oprydning og en seriøs krig mod bladlus og dræbersnegle. Børnenes klædeskabe endevendt og det, krudtuglerne er vokset ud af (læs: meget og hurtigt!), er givet videre til naboens datter og Mødrehjælpen. Lange cykelture med ældstebarnet og madpakker i solen, og bilræs med yngstebarnet på stuegulvet. En tur i gode gamle Legoland, og så er jeg langt om længe kommet i gang med den der tipi, jeg har lovet ældste-elsklingen for 3 måneder siden… Den er ikke færdig, men jeg har klippet 5 meter stof ud og zigzagget langt ind i helvede hele aftenen. Det kunne være fedt, hvis den kunne være færdig denne uge, så de rent faktisk har en fair chance for at lege i den hele næste uge, inden børnehaven og Vuggeren kalder igen.

Så er alt godt, ikke? Det følgende er ikke det, der har fyldt mest her på bloggen. Men i sommeren 2013 lå jeg i fosterstilling på sofaen i mere end en måned og kunne intet huske eller foretage mig. Og da jeg rejste mig, var der lang, lang vej endnu til reelt at tale om bedring. Årsagen var arbejdsrelateret stress, og min krop og hjerne var brændt sammen. Jeg oplevede ikke en eneste solskinsdag udendøre den sommer. Jeg kunne simpelthen ikke.

Det var her jeg fandt ud af, at jeg var gravid for anden gang. Og kunne knap samle tankerne om det, selv om jeg var glad inde under stressen. Jeg skulle være mor for anden gang, på et tidspunkt, hvor jeg slet ikke var mor nok for min førstefødte. Jeg var så bekymret for det lille væsen i min mave, og hvordan den lille dog kunne have det i en krop, der intet kunne. En krop med så højt kortisolniveau, at det var skadeligt. Måske var jeg bekymret med rette, når jeg tænker på, hvor svært misdannet den lille fyrs hjerte var, da han blev født? Jeg har ikke lægernes ord for det entydigt, men det kan  være begrundet mistanke, og indeni mig er det svært, at finde anden forklaring, selv om det nok for altid vil stå hen i det uvisse.

Det har været en lang vej tilbage – og ærligt talt, har jeg nogle gange glemt, at jeg har haft stress, når man sammenligner med hele Lille Vs hjertesygdomsforløb. Heldigvis kan jeg generelt tale om det som “har haft”. Lille Vs hjerte er stabilt efter operationerne, men livet ud skal vi være på vagt og han skal løbende undersøges. Forhåbentlig ikke opereres mere. Livet som småbørnsfamilie og mit moderskab er så småt ved at finde sin form og falde på plads og jeg arbejder igen. Men nogle gange titter stressen frem fra sit skjulested inden i, og minder mig om, at jeg langt fra er ovre det. Jeg synes, at jeg klarer det godt, og holder fri fra arbejdsmailen og beslutningerne på kontoret, når jeg har fri. Af princip og ren og skær rimelighed. Men når jobbet nogle gange ikke respekterer de vandtætte skodder og husker, at der var en grund til, at jeg gik ned – så kan jeg ikke styre det.

I forgårs bippede både min Facebook og min private telefon med besked fra jobbet om noget, som ikke burde være mit problem, når jeg har ferie. Noget, som andre har langt bedre kompetencer og fagområde til at håndtere. Jeg blev overrumplet af både det faktum, at jeg blev kontaktet og ikke mindst af den reaktion, det efterlod. At jeg havde hjertebanken og stramninger i halsen og at jeg ikke kunne slippe skuffelsen og det faktum, at mit “helle” blev brudt, hvor jeg burde have lov at have fri. Det var en lille og på overfladen helt uskyldig ting og ikke et kald om at komme på job, men det efterlod en storm i mit sind og en forhøjelse af stressniveauet fra 0 til 100 på ingen tid. Det blev ikke gjort i ond mening – det ved jeg – men der var ingen mening med, at henvende sig i første omgang.

Jeg blev så ked af det. Fordi det ikke blev respekteret, at jeg har fri. Fordi jeg fik symptomerne igen. Fordi, det for mig føltes som om, man valgte den nemmeste løsning – nemlig at kontakte mig – i stedet for at finde andre løsninger først. Fordi jobbet ikke også huskede, at der var en grund til, at jeg var SÅ syg af stress. Meget af vreden ligger i mig selv, fordi jeg indirekte kobler Vs hjertefejl og sygdom sammen med stress-tiden. Som årsagen til alt det forfærdelige min søn skulle igennem i sit spæde, præmature liv. Fordi jeg er ked af, at jeg ikke er kommet “længere”, om man vil, nu hvor jeg føler, at verden begynder at give lidt mening igen.

Jeg har fået nogle grænser, jeg ikke havde før. Og at min ferie skal respekteres, er en af dem. Jeg er pokkers god og fleksibel, når jeg er på job, men ikke når jeg har fri. Der kan arbejdet rende mig! Sorry, men her har jobbet ingen ret til det, jeg kan.

ØV! Jeg er virkelig ked af, at jeg skulle bruge en eftermiddag, aften og nat med ondt i krop og sind og en masse unødige tanker. Der hvor jeg allerhelst ville være den glade mor og kone, der endelig kunne give mere, end der blev taget fra mig. Til dem, jeg holder af! Situationen er nu bearbejdet og parkeret til efter sommerferien, hvor den hører til, og skal vidst lige vendes på førstkommende afdelingsmøde.

Keep calm and remember that work isn’t everything. Love, life and family is.

Peace!

Reklamer