Fredag fik jeg ferie, lørdag holdt vi familiefest, søndagen er gået med ingenting og fra i morgen kan jeg reelt tale om at have  sommerferie. Starten på den ene uges sommerferie, vi har sammen alle 4. Mandens sidste ferieuge.

Hvorfor er jeg så desperat over, at ugen starter allerede i morgen? Jeg glæder mig så meget til den, men er rædselsslagen for, at den skal gå for stærkt. At vi ikke får tid sammen. At vi skal andet, end bare at være sammen den uge. At nogen vil lægge beslag på den eneste tid, vi har sammen denne sommer, inden hverdagens hvirvelvind igen sender os i alle retninger. Nogen, værende familiemedlemmer, der slår ud med armene og siger “Så har I jo rigtig goooood tid”, og jeg ender med at skulle være vært, der hvor jeg har allermest brug for at være i det nære med min lille enhed.

Det lyder måske forkert, fordi jeg holder meget af min familie i den brede forstand. Jeg rummer dem bare ikke i den dyrebare tid, jeg føler, det er, når vi kun har en uges ferie sammen. Os, som jeg elsker. Efter de sidste år, tager jeg intet for givet, men holder fast med næb og klør i nærværet, roen og enheden. Dertil har jeg været alt for splittet og adskilt fra det og dem.

Du tænker måske, at jeg kan komme til at spilde tiden med at være bange for at miste den. Og her har du fuldstændig ret. Og jeg prøver at give slip på bekymringen. Spørg mig igen om en uge, og jeg ønsker inderligt at kunne svare, at ugen var vedrens længste. På den gode måde!

Reklamer