Er det ikke i orden at være 33 år og have et lille girl-crush på Hr. Skæg? Altså sådan på platonisk plan og i forhold til hans tekster og tilgang til verden, og ikke så meget looks? (Hår i munden, adr badr!)

Altså, jeg synes virkelig, han er en fed fyr i sin slanke krop. Han deler så meget karma ud, at hvis jeg synger hans sange fra ende til anden med mine børn, føler jeg mig både som en mere nærværende og sjov mor, og bliver lidt glad i låget oveni. Har du lige lyttet til sangene fra Skæg med Matematik? Det er jo glimrende ordsmederi! Og i et toneleje, hvor jeg også kan være med, uden at ende med at lyde som musene fra Askepot i omkvædet.

Vi er de lykkelige ejere af 3 af hans CD’er og de bliver hørt ret meget. Så meget, at de voksne også går og synger med på sangene. På jobbet. Hvor mine kollegaer på 40-50 år kan fortælle mig, hvem der spiller på P3 af upcoming og hotte kunstnere, og en af dem for kort tid siden hev mig med til electro-galore-koncert med James Blake (som jeg på ingen måde anede, hvem var inden koncerten – eller under for den sags skyld), så kan jeg love dig for, at jeg kan synge ”Verdens største tal” og den med de seks tyve, der sad i et fængsel og en der sprang ud og landede i armene på en, der hedder Knud for dem, kan jeg! Og gør det også, så de bagefter kigger misbilligende på småbørnsmonsteret bag hæve-sænke-bordet. Wiedrooooo!

Nå, men vi forstår hinanden, Hr. Skæg og jeg. Og jeg sætter ret meget pris på at han findes i mine børns liv også, så de ikke kun er overladt til Egehjorten Buller, Bamses Billedbog og Tree Fuu Tom på Ramasjang. Så er der da lidt håb for børneTV med hjerte og hjerne!

We ❤ Hr Skæg!

Reklamer