Det er juli og Tour De France er i gang – og jeg kan næsten ikke vente til den sidste etape er kørt! Jeg forstår ikke, at dopede cykelryttere og udsigt til mænds bagdele i trikot, kan rydde HELE sendefladen og tage en god bid af nyhederne også. Nå, pyt med det. Jeg har alligevel ikke mulighed for at sidde i timevis og se TV, så der er ikke noget tabt.

Jeg skyder også sidste etape i gang – de sidste par dage inden sommerferien. Der er nok af opgaver, der skal nåes, men det har på en måde også været en befriende uge, da der ikke er så mange på kontoret, og da manden har været hjemme sammen med børnene og jeg dermed er sluppet for alt det bringe-hente-hurlumhej, hverdagen ellers byder på. Jeg har kunnet stå op, nå at gå i bad, spise morgenmaden, smøre madpakken, og så ud af døren – uden at skulle noget som helst andet end at installere den evigt morgenfriske ældste-tulle med en dyne og en bolle og Ramasjang og info om, at far gerne må vækkes, og så cykle på job.

Downside er, at manden og jeg kun får en uges ferie sammen, fordi mit og hans job skal passes sammen med institutionens lukkeuger. Det er virkelig, virkelig ikke fedt. Børnene, parforholdet og jeg kunne ellers virkelig godt trænge til en seriøs gibbernakker af frihed, der kunne lægge låg på stressniveauet og fyre op for livet. Det er faktisk rigtig trist, når jeg skal være helt ærlig. Det føles SÅ amputeret, at vi glæder os til sommerferien i et helt år, og så stort set ikke har tid sammen. På grund af jobbet. Kan du se ironien?

Vi har ikke planlagt en skid. Så kedelige er vi – som par og forældre – åbenbart. Det er jo både godt og skidt, da vi skal slappe af og tage dagene, som de kommer, men samtidig har en 4-årig tulle, der er ved at eksplodere i ren og skær mangel på venner og leg i en sådan grad, at hun med få minutters mellemrum enten lægger an til kvælertag på sin lillebror for at flytte ham fra legetøjet eller simpelthen ikke kan dy sig for enten at svare igen, spidse trutmunden eller drille lillebror ved at tage hver eneste fu***** ting, han kaster sin kærlighed på. Behøver jeg skrive, at det bliver en anelse anstrengende i længden, og jeg overvejer, om man kan sende hende i børnehave igen? Bare enkelte af dagene? Nårh nej, den er lukket. Damnit!

Den lille er egentlig heller ikke meget bedre, i de timer jeg er hjemme om dagen. Morsyg par excellence eller destruktiv i sit forsøg på at lære, hvordan verden hænger sammen. Men han sover i det mindste 3 timer+ midt på dagen.

Vi får syn for sagen i det faktum, at de er vant til langt mere interessante og adspredende aktiviteter end at være tvangsindlagt til at være hjemme med mor og far. Det starter sgu tidligt. Troede egentlig først, det kom, bedst som man sad i sommerhus og teenagerne drømte om party-party et sted i Østeuropa, eller hvor det nu er hot (eller hvad det så hedder til den tid) om 10 12 15 18 år, og man igen må tage tjansen som total nedern forælder (eller hvad det nu hedder til den tid…).

Der er Legoland på programmet i næste uge. Og alt for mange is. Og en hotelovernatning i støbeskeen med dertilhørende udflugter – med børn – og hvis vejret arter sig også en tur til stranden. Ellers Leos legeland og sukkerdopede børn i klatrestativer og forældre med tomme blikke. Men vi skal heller ikke noget hele tiden. Det er jo sundt at kede sig, siger de kloge og har sagt det, siden jeg selv var 4 – mindst. Så det skal vi! Satser lidt på lidt goodwill fra svigerforældrene og en ordentlig røvfuld legeaftaler.

Men første er der 2 dage med stress og jag, er jeg bange for. Det grimme stressmonster fra fortiden kiggede for alvor frem i dag med mavekramper og ondt i brystet. Hvorfor ender man der igen? Hvorfor har jeg ikke lært mere? Hvorfor har chefen ikke lyttet?

Det får jeg ikke svar på inden ferien. Men jeg glæder mig alligevel til den, selv om den kommer til at bestå at lidt partnertid og store mængder “ulønnet arbejde”, som min mand kalder det efter 3 dage hjemme alene med banditterne. Forhåbentlig bliver det også en ferie, hvor jeg kan sige, at jeg (igen) er 100% in tune med, hvad mine børn gør og tænker (måske endda hvad jeg selv tænker!), og har fulgt deres liv så intenst, at jeg kommer til at føle mig høj på speltmor-følelsen. I hvert fald skal jeg bruge en del tid på at finde løsningen på, hvordan hverdagens gordiske knude løsnes en lille smule, så mavepinen for alvor kan blive pensioneret og jeg kan blive den mor, jeg godt kunne tænke mig at være. Måske endda også den kone, jeg drømmer om at være!?!??

Reklamer